x

Forsamlings-forbuddet er nu lempet

Forsamlings-forbuddet er nu lempet

Lempes yderligere hen over sommeren

Forsamlingsforbuddet er fra og med i dag mandag den 8. juni lempet til 50 personer fra 10 personer. Det fremgår af en bekendtgørelse fra Sundheds- og Ældreministeriet natten til mandag, citeret af dr.dk

Lempelsen kommer ikke som den store overraskelse, da et samlet Folketing for en måned siden aftalte at lempe forsamlingsforbuddet den 8. juni til "mellem 30 og 50 personer" i forbindelse med den såkaldte fase 3 af genåbningen af Danmark, og det tal er altså blevet 50.

Den 5. juni kunne dr.dk fortælle, at regeringen i et brev til Folketingets øvrige partier foreslår yderligere to lempelser af forsamlingsforbuddet hen over sommeren. Den 8. juli er det således planen, at forbuddet skal lempes til 100 personer, og den 8. august skal det lempes til 200 personer.

Den nye bekendtgørelse nævner lempelser for "idræts- og fritidsaktiviteter, herunder spillehaller, lege- og badelande, svømmehaller, træningscentre, og lokaler," men ikke spillesteder.

En del af landets spillesteder er dog allerede begyndt at genåbne. Den 21. maj kunne statsminister Mette Frederiksen nemlig præsentere den såkaldt udvidede fase 2 af genåbningen af Danmark, en aftale indgået af et samlet Folketing. Her blev det blandt andet vedtaget, at spillesteder og koncertarrangører fra dags dato kunne gennemføre koncerter for op til 500 personer, hvis disse personer sad ned, og en række sikkerhedsforskrifter blev gennemført, blandt andet at der skulle være mindst en meter eller et sæde mellem hver koncertgænger.

Siden har blandt andet Musikhuset Aarhus og Kulturium i Ishøj annonceret nye koncerter denne sommer. 

LÆS OGSÅ: Musikhuset Aarhus' Store Sal genåbner med danske topnavne

Stadig forbud mod store forsamlinger

Regeringen Mette Frederiksen bekendtgjorde 11. marts en nedlukning af store dele af landet grundet corona-pandemien. Den 17. marts vedtog Folketinget så et forbud mod forsamlinger på flere end 10 personer til og med 10. maj – senere forlænget til 8. juni – og 6. april bekendtgjorde Mette Frederiksen et forbud mod "store forsamlinger", senere defineret som flere end 500 personer, til og med 31. august.

Dermed blev stort set alle sommerens festivaler aflyst, blandt andet Jelling, NorthSide, Copenhell, Tinderbox, Nibe, Roskilde og Smukfest. Også Distortion, som allerede var blevet flyttet fra juni til august, blev ramt af forbuddet. 

Forbuddet mod forsamlinger på flere end 500 personer gælder fortsat til og med 31. august.

Opdatering mandag formiddag den 8. juni:

GAFFA har været i kontakt med Kulturministeriet, der gør opmærksom på, at de danske spillesteder endnu ikke må åbne for stående publikummer jf. denne lovtekst, der stadig er gældende – også selvom der som nævnt netop er sket en genåbning af "idræts- og fritidsaktiviteter, herunder spillehaller, lege- og badelande, svømmehaller, træningscentre, og lokaler".

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA