x

Page, White og The Edge i clinch

Page, White og The Edge i clinch

Tre umiddelbart forholdsvis forskellige, og hver især ganske karakteristiske, guitarister mødes og diskuterer inspirationskilder og tilgangen til deres instrument over en enkelt eftermiddag.

Det er den scene, instruktøren David Guggenheim har sat for sin film med den velvalgte titel "It Might Get Loud", som har premiere i september på årets Toronto Film Festival.

Filmen vil inkludere scener optaget i henholdsvis London, Nashville og Dublin og præsentere helt ny musik fra alle de tre implicerede, skriver NME.

Man kan nok forvente, at ikke mindst triumviratets Grand Old Man, Jimmy Page (billedet), vil have sprøde toner i ærmet og, hvad angår inspirationkilder, givetvis fremhæve nogle gamle bluesfolk.

The Edge, mangeårig guitarist i U2, som for et par år siden fik lov at lægge diskret slideguitar til Leonard Cohens "Tower of Song" i filmen "I'm Your Man", fremhæver for sin part betydningen af en gammel plade med The Sex Pistols, som ellers ikke just er karakteriseret ved deres virtuose guitarspil.

Yngste deltager, den arbejdsomme Jack White fra The White Stripes og The Raconteurs, fremhæver - lidt mere obskurt - The Flat Duo Jets som en vigtig inspiration i hans virke som guitarist.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA