Nyhed

Dopha udsender single og giver efterårskoncerter

GAFFA.dk – alt om musik

Den nye single ”The Game” bliver Dophas tredje single, og til efteråret kan hun opleves live i fire byer. Se hvor nederst i artiklen.

Sofie Daugaard Andersen alias Dopha blev for alvor kendt med ”Happy for Me” tidligere på året, og i fredags udgav hun så ”The Game”, der i denne uge er P3's Uundgåelige. ”The Game” bliver samtidig også albumtitlen på det kommende debutalbum, der er i støbeskeen.

”The Game” kredser om det indre og ydre spil, der kan være i en kærlighedsrelation, og at det engang imellem kan skade mere, end det gavner.


– Jeg har altid været lidt af en drømmer. Derfor oplever jeg på godt og ondt, at jeg investerer mig selv i tanken eller fantasien om noget, og når virkeligheden så rammer, kan den ramme hårdt, fortæller Dopha og uddyber:

– Jeg havde været i et forhold, hvor jeg var blevet i tvivl, om vi i virkeligheden bare var mere forelskede i idéen om hinanden. Men spillet imellem os var alligevel for pirrende og nærmest for afhængighedsskabende til at stoppe.

LÆS OGSÅ: INTERVIEW: Dophas dragende drømmepop


Til efteråret giver sangerinden fra Romalt i Randers så fire koncerter i henholdsvis Roskilde, Aarhus, København og Odense, hvor hun sammen med sit band kan revanchere for sommerens aflyste festivalkoncerter. 

Dopha varmede i starten af maj op for Peter Sommer til en drive-in koncert ved Tangkrogen i Aarhus, hvor hun fik flot respons fra GAFFAs udsendte Esben Suurballe Christensen, og hvor hun også spillede en af sine endnu ikke-udgivne numre, ”Forget Your Name”.

LÆS OGSÅ: En Sommersk drive-in-prædiken


Billetter til efterårets koncerter er i salg og kan købes lige her.

 

Efterårskoncerter:


9. oktober, Gimle, Roskilde

29. oktober, A-Huset, Aarhus

30. oktober, Hotel Cecil, København


31. oktober, Dexter, Odense

 

Lyt til Dophas seneste single på stammen her:

ANNONCE