Nyhed

Legendarisk GAFFA-scene bliver en del af Den Grønne Kødby

GAFFA.dk – alt om musik

En sommer uden festivaler gør, at GAFFAs legendariske campingscene må ud at gøre gavn andre steder, hvilket har ført til et samarbejde med Den Grønne Kødby i København.

Der er sjældent, at en scene optræder på forskellige festivaler, men ikke desto mindre har det været tilfældet med GAFFAs let genkendelige Campingscene. Oprindeligt blev den bygget til GAFFAs aktiviteter på Roskilde Festival i 2015, og siden har scenen besøgt blandt andet NorthSide, Tinderbox, Spot og Way Out West i Sverige flere gange. Gennem tiden har en lang række små og store navne stået på scenen, herunder Mew, Turboweekend, The Sandmen, Band of Horses og Yungblud, som ses på billedet under en optræden på Way Out West i Göteborg i 2018. 

Fra torsdag den 18. juni bliver det muligt at opleve musik fra scenen, som er en del af Den Grønne Kødby på Vesterbro i København. Den Grønne Kødby er en platform, hvor spirende kokke, kunstnere, musikere og andre kreative sjæle kan udfolde sig og få lov at præsentere sig for gæster, der i sikker afstand fra hinanden kan nyde lækker mad og selskab under åben himmel.

GAFFAs Campingvogn bliver pop-up-scene for bands, dj's, talks, podcasts og andre kunstnere, der savner et publikum. I samarbejde GAFFA og en lang række aktører i musikmijøet er det planen, at der skal være fuldt musikprogram fra torsdag til søndag i juni, juli og august. For yderligere information, program og samarbejde med Den Grønne Kødby henviser vi til arrangementets Facebookside.

ANNONCE