Nyhed

LIVE FRA VA15: Sæsonafslutning med Drew Sycamore og Astronaut

GAFFA.dk - alt om musik

Sidste runde med Live fra VA15 i denne omgang byder på koncerter med Drew Sycamore og Astronaut.

Koncert nummer 13 og 14 i vores samarbejde med SPOT Festival og ROSA bliver afholdt i morgen torsdag den 25. juni, og det bliver dermed afslutningen på Live fra VA15 på denne side af sommeren. Vi glæder os til at præsentere jer for to artister, der bevæger sig i hver deres ende popskalaen, når Drew Sycamore og Astronaut gæster vores studie i A-Lab, der under hele forløbet har været venligt udlånt af vores roomies fra Promus. 

Drew Sycamore, tidligere kendt som Drew, udgav i 2019 sit debutalbum Brutal, der høstede fem stjerner fra GAFFAs anmelder Andrea Washuus Bundgaard, som skrev: "Med diskant spade, poppede strofer og en inviterende vokal, der uden tvivl gemmer på en gammel sjæl, er Drew et "match made in heaven" mellem Colbie Caillat og PJ Harvey. Med et strejf af Taylor Swift." Hun nærmer sig de 200.000 månedlige lyttere på Spotify og hendes seneste single "Take It Back" viser endnu engang, hvordan Drew besidder den sjældne musikalske gave af at forene ny og gammel lyd.


Astronaut er et af de der bands, der er gennemsyret af råt musikalsk talent, skabertrang og perfektionisme. Deres seneste album Silence One fra 2019 modtog særdeles rosende ord med på vejen fra vores anmelder Esben Suurballe Christensen, og da de spillede koncert på Radar samme år fik de fem stjerner for evnen til levere en enormt gennemført og afstemt liveoplevelse. Ligesom med Drew Sycamore er Astronaut et act, der sætter en ære i originalitet, men samtidig læner sig op ad fortidens musikalske mastodonter uden at det bliver et benspænd. 

Husk, du kan følge med, uanset hvor du befinder dig. Koncerternes varighed er omkring 30 minutter, og vi opfordrer kraftigt til at donere et valgfrit beløb til artisterne i løbet af koncerterne via de MobilePay eller PayPal-informationer, der står på skærmen.  

Kl. 19.30 - Drew Sycamore (Direkte link til stream)


Kl. 21.00 - Astronaut (Direkte link til stream)

Live fra VA15 produceres af GAFFA, SPOT og ROSA. Du vil til hver en tid kunne se eller gense koncerterne på vores Facebookprofil under 'videoer'.

Tak til HiFi Klubben og PROMUS, der venligst har udlånt A-LAB til disposition til optagelserne. 


ANNONCE