Nyhed

Roskilde Festival streamer 2020-minikoncerter via AR-teknologi

GAFFA.dk – alt om musik

Oplev Tessa og Artigeardit på alternativ vis denne weekend

Sommeren 2020 bliver alligevel ikke uden livemusik fra Roskilde Festival. Fredag og lørdag i denne weekend kan du opleve to minikoncerter, som de fremadstormende rappere Tessa og Artigeardit har indspillet med AR-teknologi til et nyt koncertformat. Det sker som en del af begivenheden "Roskilde Festival – do it yourself", hvor publikum opfordres til at holde deres egen Roskilde Festival derhjemme, nu hvor den rigtige festival desværre er aflyst, og samtidig støtte en god sag.

LÆS OGSÅ: Roskilde Festival 2020 genopstår – du skal bare bygge den selv


Det hele finder sted gennem appen "Roskilde Festival DIY Concerts", som præsenterer et nyt koncertformat til smartphone.

Med augmented reality-teknologi kombinerer appen live-optagelser med brugerens egne omgivelser. Det betyder, at man med skærmen på sin mobiltelefon kan placere enten Tessa eller Artigeardit et vilkårligt sted og se dem optræde på græsplænen, i stuen, på stranden eller et helt fjerde sted, hvor man holder sin egen hjemmefestival.

Tessa singledebuterede og brød solidt igennem sidste år, hvor hun også gav sin første koncert nogensinde på netop Roskilde Festivals Countdown-scene. Siden har hun været genstand for en DR3-dokumentarserie og har i skrivende stund syv sange, der er streamet mere end en million gange på Spotify. Denne sommer var hun igen på Roskilde-plakaten, om end hun ikke havde fået nogen scene(r), heller ikke i den for nylig offentliggjorte kasserede tidsplan, hvor der var en del blanke felter.

LÆS OGSÅ: Se den kasserede spilleplan til Roskilde Festival


I den nye app kan man opleve Tessa fremføre sit store hit "Ben" og sin seneste single, "Bål".

I en pressemeddelelse udtaler Tessa:

"Roskilde Festival har en helt speciel plads i mit hjerte. Min første koncert var på Countdown sidste år – en oplevelse for livet og startskuddet til min karriere på scenen. Så det gør rigtig ondt, at Roskilde Festival ikke afholdes i år. Jeg skulle have spillet der, ikke én, men to fucking gange i år, hvilket jeg havde glædet mig sindssygt meget til. At kunne give folk denne lille Tessa-Roskilde-oplevelse hjælper på det. Og så var det mega sjovt at prøve og føltes meget high-tech. Jeg håber, folk vil hente app'en og få glæde af musikken."


Artigeardit har optrådt to gange på Roskilde Festival, senest på Apollo-scenen sidste år. Indtil søndag morgen kan brugerne af app'en opleve helt nye indspilninger af hittene "Den værste' og "Gothersgade", der begge også er blevet store hits og for sidstnævntes vedkommende har rundet to millioner afspilninger på Spotify.

Om sit bidrag til "Roskilde Festival DIY Concerts" siger Artigeardit i en pressemeddelelse:

"Det er for fedt at kunne være med til folks fester. Det bliver rigtig sjovt at opleve, hvordan folk tager imod det og rigtig fedt, at jeg og mit band kan feste i folks haver og stue. Jeg er virkelig glad for at være med i det her projekt." 


LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: At være artig

"Roskilde Festival DIY Concerts" kan anvendes på iOS og Android. Appen er gratis og kan bruges af alle, uanset om man deltager i Roskilde Festivals øvrige aktiviteter.

Støtter børn og unge


Når man køber billet til Roskilde Festival og deltager på pladsen, støtter man hvert år børn og unges muligheder og fællesskaber. Hele overskuddet på Roskilde doneres nemlig væk.

På samme måde er det muligt at købe støttebilletter og merchandise til "Roskilde Festival – do it yourself" og samtidig sikre, at Roskilde Festival også i år kan støtte unge stemmer.

Festivalen har i øvrigt udskrevet en konkurrence, hvor dem, der har arrangeret den bedste "Do it yourself"-festival kan vinde billetter til næste års festival. Læs mere på festivalens Facebook-side.


Du kan købe støttebilletter og særligt merchandise til arrangementet via roskil.de/donate

Du kan hente app'en "Roskilde Festival DIY Concerts" på roskil.de/app"

LÆS OGSÅ: TILBAGEBLIK: 10 Roskilde-koncerter, der vakte skandale


ANNONCE