x

Super Charger drager sydpå

Super Charger drager sydpå

"Hvad bandet måtte mangle i originalitet, vejer de mere end rigeligt op for i ægthed", lød det blandt andet fra vor anmelder, da rockgruppen Super Charger i januar spillede på Lades Kælder i København efter at være blevet kåret til månedens demo i GAFFA samme måned.

Nu drager gruppen, der spiller klassisk rock i traditionen fra Alice Cooper, Guns N'Roses og AC/DC - som iøvrigt alle tre er albumaktuelle i større eller mindre grad - til udlandet som opvarmningsnavn for svenske Mustasch.

Super Charger varmer op, når svenskerne optræder på spillestedet The Rock i København den 4. september, og rejser herefter med sydpå og agerer opvarmningsnavn ved otte koncerter i Tyskland, Holland og Schweiz.

Invitationen fra de svenske kolleger har iøvrigt fået bandet til at udskyde planer om at gå i studiet dette efterår for at indspille nyt materiale skrevet over sommeren. I stedet får Supercharger nu en meget velkommen mulighed for at afprøve de nye sange foran et publikum, inden de skal i kassen.

Blot to dage efter at have afsluttet tjansen som opvarmningsnavn giver gruppen fire allerede annoncerede koncerter i henholdsvis Norge og Tyskland.

4/9 The Rock - med Mustasch, København (DK)
7/9 Helling - med Mustasch, Utrecht (NL)
9/9 Luxor - med Mustasch, Köln (D)
10/9 Roxy - med Mustasch, Saarbrücken (D)
11/9 59:1 - med Mustasch, München (D)
12/9 Gaswerk - med Mustasch, Winterthur (CH)
15/9 2 Nachtleben - med Mustasch, Frankfurt (D)
16/9 Knaack Klub - med Mustasch, Berlin (D)
17/9 Logo - med Mustasch, Hamburg (D)
19/9 Feelgood - med Starrats Halden (No)
20/9 Elm Street - med Starrats Oslo (No)
14/11 Gerberstrasse 3 - med Starrats Weimar (D), Thüringen
15/11 Headbangers Ballroom - med Starrats, Hamburg

Supercharger på MySpace


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA