x

Jean-Michel Jarre i Danmark er en realitet

Jean-Michel Jarre i Danmark er en realitet

Jean-Michel Jarres nordjyske vindmølledrevne koncertprojekt ”Aero” er en realitet. Den franske multikunstner, der kan få ethvert strømrelæ til at brænde sammen, må ty til egen lomme, for at koncerten på Gammel Vrå Enge nord for Aalborg kan blive afholdt.

Koncerten, der finder sted lørdag den 7. september, var oprindeligt budgetteret til 25 millioner kroner, men efter at den franske stjerne selv har punget ud og svunget sparekniven, og vindmøllefabrikken NEG Micon, elselskabet Elsam og Muskelsvindfonden har givet deres bidrag, er det nu muligt at blænde de nordjyske hornhinder med laser.

Jarre er kendt for sine spektakulære kæmpekoncerter med laserlys ad libitum. Han har bl.a. spillet ved pyramiderne ved årtusindskiftet, ved Akropolis i Grækenland og i Moskva for sit hidtil største publikum, 3,5 millioner. Til koncerten i Nordjylland er der dog ”kun” plads til 50.000.

Jarre udgiver kort før koncerten sit næste album, ”Aero”, og det er også musik derfra, man vil kunne høre på Gammel Vrå Enge.

Jean-Michel Jarres officielle hjemmeside, www.jarre.net, beskriver koncerten udførligt, og den har også et link til samarbejdspartneren Aalborg kommunes hjemmeside.

Billetsalget er planlagt til at starte 18. juni.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA