Nyhed

Madonna gør klar til turné

Den albumaktuelle superstjerne skyder turnéen igang lørdag og offentliggør vanen tro trivia om touren

I modsætning til mesteren Leonard Cohen, som angiveligt kun fordrer en flaske god rødvin og nogle friske blomster i backstagelokalet på sin igangværende verdensturné, kræver det en del udstyr, når den turnéaktuelle popstjerne Madonna og hendes entourage tager på landevejen.

Som damen allerede i 80'erne proklamerede, er hun "a material girl living in a material world", og man forstår hvad hun mener, når man læser listen over fysiske fornødenheder i forbindelse med den kommende "Sticky & Sweet"-turné i kølvandet på det aktuelle album "Hard Candy", som indledes på Cardiffs Millennium Stadium lørdag.

Traditionen tro har sangerinden offentliggjort en liste med diverse pudsige, om ikke strengt nødvendige, detaljer om turnéen.


Vidste De eksempelvis, at Madonna og bandet har øvet i 653 timer op til turnéen, som iøvrigt fordrer forbrug af 120 pudderkvaser og 100 par netstrømper og iøvrigt medbringer egen kiropraktor og massør, foruden fire frysere med is til de optrædende?

Eller at hele 69 guitarer vil blive bragt i anvendelse til koncerterne, hvor 36 forskellige designere iøvrigt har bidraget til sangerindens skiftende dragter?

Endvidere kan vi løfte sløret for, at 28 vil blive det maksimale antal optrædende på scenen, og at den samlede trup består af 250 mennesker fordelt på 20 nationaliteter.


Samt at selve showet vil inkludere otte kostumeskift. Til disse, som varer minimum halvandet minut, får Madonna hjælp af fem assistenter, ligesom tolv syersker i skrivende stund arbejder på højtryk i Cardiff på at færdiggøre kostumer forud for weekendens koncert. Og sådan kunne man blive ved.

Madonnas som sædvanligt stort opsatte turné kommer ikke forbi Danmark.


ANNONCE