Nyhed

Lyt til nye Metallica-numre på nettet

Både ”The Day That Never Comes” og ”Cyanide” fra ”Death Magnetic” kan høres på bandets hjemmeside og myspace-profil

Den 12. september rammer den nye Metallica-udgivelse, ”Death Magnetic”, pladebutikkerne, og der skal nok være mangen en Metallica-fan, der sidder og tæller ned til netop den dato. For at gøre ventetiden lidt lettere har James Hetfield og co. lagt et par godbidder ud til de hungrende fans.

På Metallicas myspace-side kan man lytte til en live-udgave af det nye nummer ”Cyanide”. Udgaven er fra den 9. august, da bandet spillede sangen live for første gang i Dallas, Texas.

Ud over ”Cyanide” kan man, hvis man går ind på metallica.com eller mission:metallica.com, lytte til det otte minutter lange første singleudspil fra ”Death Magnetic”; nummeret ”The Day That Never Comes”.


Vi kan allerede her røbe, at der både er masser af old-school guitar-riff og Kirk Hammett-tapping-soloer, så selv om det er blevet proklameret tit og ofte, er Metallica tættere på at lyde, som de gjorde i 80’erne, end de har været siden ”Metallica”-pladen (”The Black Album”).

Lyt og bedøm selv via nedenstående links - og se i øvrigt frem til et længere Lars Ulrich-interview i GAFFAs oktober-nummer.


Lyt til

ANNONCE