Nyhed

Nu kommer amerikansk udgave af Eurovision: The American Song Contest

GAFFA.dk – alt om musik

Næste år får amerikanerne deres egen udgave af Eurovision Song Contest, hvor landene er skiftet ud med delstater.

The American Song Contest er navnet på en ny, amerikansk pendant til det europæiske melodi grand prix, Eurovision Song Contest.

Ifølge Variety er konceptet er magen til det europæiske forbillede, men i stedet for lande vil deltagerne repræsentere forskellige amerikanske delstater, som skal dyste i en række tv-udsendelser.


Artisterne bliver valgt af en gruppe af professionelle fra den amerikanske musikindustri samt regionale publikummer. 

En af bagmændene er den svenske producer Christer Björkman, der repræsenterede Sverige i Eurovision i 1992 og også senere arbejdede med sangkonkurrencen som creative director.

"Eurovision har været et drømmeprojekt, siden jeg var barn," siger han til Variety.


"At få chancen for at bruge al din viden om formatet og genskabe det fra starten og bringe det til et nyt publikum, der ikke kender det, er et kæmpe privilegium," siger han.

Konkurrencen løber over skærmen første gang næste år ved juletid. 

Tidligere i år blev Eurovision Song Contest aflyst. Den skulle have været afholdt i Holland, hvor Ben & Tan skulle have deltaget for Danmark.


Til marts spiller årets islandske bud Daði Freyr koncert i Danmark.

LÆS OGSÅ: Popmusikkens freakshow: Et forsvar for Eurovision

ANNONCE