Nyhed

Slipknot-frontmand tordner mod folk, der ikke vil bruge mundbind: "Stop med at klynke"

GAFFA.dk - alt om musik

Corey Taylor fra Slipknot opfordrer folk til at gå med mundbind. "Mit land er fuld af fjolser," siger han. 

Forsangeren i det maskeklædte heavy metal-band Slipknot, Corey Taylor, er kommet med en opsang til folk, der ikke vil gå med mundbind. Det skriver NME.

Udmeldingen kom, efter at lande verden over i de seneste uger og måneder har indført maskepåbud for at forhindre smitte med coronavirus. I sidste uge blev det også i Aarhus gjort ulovligt at tage offentlig transport uden mundbind med virkning fra og med i dag. 


I et interview med det australske musikmedie Triple M Rock blev Taylor spurgt om sin mening om folk, der ikke følger påbuddene. 

Til dem sagde den amerikanske forsanger: "Stop med at klynke og tag jeres forbandede masker på."

Han fortsatte: "Det er ikke en isolereret hændelse. Mit land er fuld af fjolser, der tror, at det er et slags politisk standpunkt eller en eller anden slags modstandsbevægelse."


"Bare fordi ingen i dit liv er blevet ramt af det, betyder det ikke, at det ikke er en rigtig ting," sagde han. 

Taylor sammenlignede mundbind med de ansigtsmasker, som han selv bærer på scenen som en del af Slipknot. 

"Jeg var engang nødt til at have en full head mask (maske, der dækker hele hovedet, red) på i otte timer, mens jeg talte med pressen for Slipknot. Otte timer i træk – jeg tog den ikke af, men de folk der klynker og klager over at skulle have en på i ti minutter, mens de handler? De må komme over det," sagde han. 


Corey Taylor udgiver 2. oktober sit første soloalbum, CMFT.

LÆS OGSÅ: STORT SLIPKNOT-INTERVIEW: "Du er enten med mig, eller også er du ikke"

ANNONCE