Nyhed

Chris Cornell klar med nyt i oktober

Albummet ”Scream” er på gaden 14. oktober

Som en del nok har bemærket, aflyste Chris Cornell i foråret sin Europaturné inklusive koncerterne i Århus og København i juni, fordi han skulle indspille sit tredje album med den meget travle producer Timbaland (Justin Timberlake, Madonna Ashlee Simpson, Nephew med flere). Og nu er resultatet af de tos anstrengelser ved at være klar. I hvert fald oplyser radioen The Pulse Of Radio ifølge blabbermouth.net, at albummet udkommer 14. oktober og får titlen ”Scream”.

Man kan allerede nu høre tre sange fra det nye album på Cornells MySpace-side, nemlig numrene ”Long Gone”, ”Watch Out” og ”Ground Zero”.

Ifølge blabbermouth.net har Cornell udtalt følgende om det lidt usædvanlige samarbejde mellem den hårdkogte rocksanger og r&b-, hiphop- og pop-produceren:


”En masse folk har været bekymret over, om jeg bare gjorde det, som Timbaland fortalte mig, men sådan var vores forhold ikke. Det handlede mere om, at han ville komme med et beat, en idé, og så ville jeg skrive en sang oven på det og synge den, og så ville vi gå videre til næste sang.”

Chris Cornell udgav sit andet soloalbum, ”Carry On” i juni 2007, kort efter at hans gamle gruppe Audioslave var gået i opløsning. Tilbage i efteråret 2006 fik han et stort hit med sangen ”You Know My Name” fra James Bond-filmen ”Casino Royale”.

Cornell var i perioden 1984-1997 forsanger i Soundgarden og fra 2001-2007 forsanger i Audioslave. I 1999 udgav han sit første soloalbum, ”Euphoria Morning”.


Chris Cornell på MySpace

ANNONCE