Nyhed

Britney Spears kæmper videre for egen myndighed efter høring

GAFFA.dk – alt om musik

Et nyt statusmøde bekræfter, at popikonet Britney Spears stadig er umyndiggjort på trods af eget ønske om at løsrive sig fra sin far Jamie Spears

Efter en genvurdering af Britney Spears’ myndighed i denne uge rapporterer Entertainment Weekly nu, at popikonets far, Jamie Spears, stadig har juridisk værgemål over hende.

Britney Spears’ advokat Samuel D. Ingham III fremlagde tidligere i denne uge en rapport, hvori det fremgår, at Britney Spears ikke længere ønsker at have sin far som sin officielle værge, efter han de seneste 12 år har stået for alle, både basale og større beslutninger i hendes liv. Han har i perioden haft den fulde myndighed over Britney Spears med undtagelse af en kort periode i 2019, hvor den professionelle værge Jodi Montgomery tog over indtil starten af 2020.


Herefter overtog Jamie Spears igen værgemålet over sangerinden. Siden 2007, hvor Britney Spears havde sit offentlige mentale sammenbrud, har hun ikke haft mulighed for at træffe sine egne beslutninger, hvilket har affødt hash-tagget #FreeBritney, som fans deler efter spekulationer om, at Britney Spears har sendt hemmelige beskeder gennem sin Instagram-profil om, at hun bliver holdt fanget af sin far mod sin egen vilje. Hashtagget er siden blevet postet af berømtheder som Miley Cyrus, Ruby Rose og Paris Hilton.

Indtil fornyligt har Britney Spears ikke selv kommenteret på sagen, og derfor er det først i denne uge, at sangerinden tydeligt udtrykker et ønske om at løsrive sig fra sin far.

Samuel Inghams rapport fra denne uge foreslår en udskiftning af værgemålet, så Jodi Montgomery i stedet for Jamie Spears bliver Britney Spears' permanente juridiske værge. Ifølge rapporten ønsker sangerinden en værge, som sammen med andre eksperter har større mulighed for at afspejle hendes livsstil og økonomiske situation, end hendes far er i stand til.


I dokumenter fremlagt af Entertainment Tonight fortæller kilder fra den planlagte høring i denne uge, at der stadig mangler vigtige dokumenter, før hendes sag igen kan overvejes i retssalen.

Jamie Spears’ værgemål over Britney Spears er i denne uge blevet forlænget til den 1. februar 2021, og for at indføre ændringer i dette forhold skal Samuel Ingham senest den 18. september indsende nye dokumenter.

Selv har Jamie Spears tidligere i denne måned afvist rygterne fra #FreeBritney-sagen i et interview med New York Times: ”Alle de her konspirations-teoretikere ved ingenting. Verden har ingen anelse om situationens omfang,” siger han og tilføjer: ”Det er op til retten i Californien at beslutte, hvad der er det bedste for min datter.”


LÆS OGSÅ: Britney Spears’ far kalder #FreeBritney-bevægelsen for “en joke”

ANNONCE