Nyhed

Ny musik fra Led Zeppelin på vej?

Jason Bonham kaster nyt brænde på rygtebålet

Rygterne om, at Led Zeppelins gendannelse i Londons O2 Arena i december 2007 ikke var en enlig svale, nægter at dø ud. Nu har Jason Bonham kastet nyt brænde på rygtebålet.

Jason Bonham, der ved koncerten spillede trommer som erstatning for sin far John Bonham, som døde i 1980, har nemlig ifølge jam.canoe.ca fortalt radiostationen WCSX, at han arbejder på nyt materiale sammen med de gamle Zeppelinere, guitarist Jimmy Page og bassist John Paul Jones.

”Jeg har været sammen med Jimmy og John Paul et par gange for at skrive nogle nye sange,” fortælller Bonham. ”Jeg ved ikke, hvad det bliver til, men det skal nok blive til noget. Det her er noget, jeg altid har drømt om, men jeg kan ikke forudse, hvad det ender med. Det eneste, jeg ved, er, at det er en stor glæde at jamme med de to fyre og prøve at skrive noget nyt, så det har været fantastisk på den måde.”


Jason Bonham har for nylig været på turné med Foreigner – en tur, der udløste en seksstjernet anmeldelse for Amager Bio-koncerten på GAFFA.dk i december 2007 – men har sagt, at han vil stoppe med at turnere for gruppen med slutningen af august. Og så hælder han ellers godt med brænde på rygtebålet ved at fortælle følgende om en mulig længerevarende Zeppelin-gendannelse:

”Det er for tidligt at sige noget om det nu. Men jeg følte virkelig, at det lå i kortene fra det øjeblik, vi gik af scenen i O2 Arena. Der var bare en masse detaljer, der skulle ordnes.”

Indtil videre har sanger Robert Plant været den mest modvillige i forhold til en Led Zeppelin-reunion. Ifølge The Sunday Mirror sagde gruppen i foråret nej tak til et tilbud på 100 millioner pund for en turné, fordi Plant hellere ville fokusere på andre ting – blandt andet en turné med sangerinden Alison Krauss, som han sidste år udgav det meget anmelderroste album ”Raising Sand” med.


Jimmy Page deltog i øvrigt forleden ved afslutningsceremonien ved OL i Beijing, hvor han fremførte Led Zeppelin-nummeret ”Whole Lotta Love” sammen med Leona Lewis.

ANNONCE