Peter Sommer på vej med treer

Peter Sommer på vej med treer

Hen over foråret og sommeren har Peter Sommer udgivet de to digitale ep’er ”Til Rotterne” og ”Til Kragerne”, og som han allerede ved udgivelsen af ”Til Rotterne” proklamerede, følger han udgivelserne op til oktober med et album, der får titlen ”Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene”. Et album, der, som titlen kraftigt antyder, blandt andet indeholder sange fra ep’erne, herunder hittene ”Rødt Kort ” og ”Sandhed No. 502”.

Sommer selv og hans pladeselskab Sony BMG er indtil videre ret tilbageholdende med at oplyse, hvad det nye album rummer, men det skulle ligge fast, at det bygger videre på den mere guitarorienterede lyd, som de to ep’er rummer.

”Til Kragerne, Til Hundene, Til Hundene” bliver Peter Sommers tredje soloalbum og opfølgeren til ”På Den Anden Side” (2004) og ”Destruktive Vokaler” (2006). Før sin solokarriere udgav Sommer sammen med Carsten Valentin Lassen to album som Superjeg, nemlig ”Alt Er Ego” (2002) og ”Øst/Vest” (2003).

I GAFFAs oktobernummer, der er på gaden 2. oktober, løfter Peter Sommer lidt mere af sløret for, hvad hans nye album indeholder.

Peter Sommer kan i øvrigt opleves to gange i Århus Festuge, henholdsvis i Musikhuset 4. september og i Pakhuset 6. september. I Musikhuset vil han spille til en Björn Afzelius-hyldestkoncert, og i Pakhuset i en speciel opsætning med Lambchops forsanger Kurt Wagner, Marie Frank og DeSoto Caucus alias Giant Sand minus disses forsanger Howe Gelb.

Peter Sommer på MySpace


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA