Nyhed

VIDEO: Se gåsehuds-fremkaldende Billie Eilish-hjemme-liveoptræden

GAFFA.dk - Alt om musik

Billie Eilish spiller online intimkoncert som en del af ”Tiny Desk”-serien hos det amerikanske medie NPR.

Sammen med sin bror Finneas holder den verdenskendte singer-songwriter Billie Eilish en smuk online ”Tiny Desk”-minikoncert, hvor hun ved klaveret, med lukkede øjne, fremfører en dybfølt udgave af sin netop udgivne single ”My Future”. Den 10 minutter lange koncert afsluttes med sidste års udgivelse ”Everything I Wanted”, hvor søskendeparret bytter plads, og Finneas i stedet akkompagnerer den amerikanske sangerinde ved klaveret.

Til dem af jer, der tidligere har set Tiny Desk koncerter, er der måske noget ved baggrunden, der virker en smule anderledes, end den plejer. Faktisk finder koncerten slet ikke sted på Tiny Desks kontor, som vanligt, men hjemme hos Billie Eilish og hendes bror grundet COVID-19-pandemien. For at frembringe den samme, intime og velkendte stemning har NPR’s lydtekniker Josh Rogosing til gengæld skabt en kæmpe pap-baggrund med motiv af de velkendte reoler, der plejer at sætte rammen for koncerterne på Tiny Desk-kontoret.



Den kun 18-årige verdensstjerne holdt i sidste uge live-premiere på ”My Future” ved Demokraternes konvent, der grundet COVID-19-pandemien blev afholdt virtuelt. Til koncerten kritiserede hun Donald Trump og opfordrede folk til at stemme på Joe Biden. Læs nyheden nedenfor.

LÆS OGSÅ: VIDEO: Billie Eilish holder live-premiere på "My Future" ved Demokraternes konvent


ANNONCE