x

Koncertarrangør bygger ny scene for at undgå corona-aflysninger

Koncertarrangør bygger ny scene for at undgå corona-aflysninger

Koncerter flyttes til meget større scene

Spillestederne er ved at genåbne, men en del koncerter bliver stadig udskudt til 2021 grundet corona-restriktionerne, hvor det frem til 31. oktober fortsat kun er tilladt at afholde koncerter for et siddende publikum på maksimalt 500 personer, med et sædes afstand mellem hver person eller gruppe, der ankommer sammen. En del musikere er også nødt til at spille to koncerter samme aften for at give plads til alle, der har købt billet.

Det har fået den fynske koncertarrangør Live Culture til at bygge en helt ny, stor scene for at undgå at skulle aflyse eller flytte flere koncerter.

– Vi har simpelthen valgt at bygge en stor scene i Jyske Bank Arena ude ved Odense Congress Center og lade den stå resten af året, kun afbrudt af et enkelt sportsarrangement. Det betyder, at vi kan flytte alle vores arrangementer fra Magasinet, hvor vi ikke kan få plads til alle dem, der har købt billet til vores shows grundet restriktionerne, fortæller Michael Juul Møller, direktør i Live Culture i en pressemeddelelse og fortsætter:

– Ved at flytte arrangementerne til den nye scene kan vi gennemføre alt fra stand-up til livemusik – med god afstand, sikkerhed og inden for regeringens restriktioner.

Den nye scene kommer allerede til at stå klar i denne uge, hvor den bliver indviet af komiker Nikolaj Stokholm, der har genoptaget sin turné efter en påtvunget corona-pause. Ud over liveshows vil scenen også kunne bruges til forelæsninger, møder og konferencer resten af året.

– Vi glæder os til igen at kunne tilbyde vores publikum masser af fantastiske oplevelser. Dem trænger vi til. Og så glæder vi os over, at vi kan få plads til alle, der har købt billet til de pågældende shows, slutter Michael Juul Møller.

Indtil videre bliver der afholdt flere end 15 shows på den nye scene alene i september, p.t. med følgende arrangementer flyttet fra Magasinet til Jyske Bank Arena:
 
  • Huxi Bach – Nye Tider
  • Andreas Bo – #SKARP
  • Nikolaj Stokholm – Turen går til Nikolaj Stokholm
  • Koncert med Teitur (billedet)

Det er p.t. kun showet med Niels Hausgaard, der bliver delt op i flere shows for at kunne imødekomme reglerne om forsamlingsstørrelser.

LÆS OGSÅ: Spillested bygger ny scene for at undgå corona-aflysninger


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA