Nyhed

Marion Suge Knight arresteret

Death Row Records-bossen sigtet for vold og narkotikabesiddelse

Så er der atter nyt fra hiphoppens vilde verden. Grundlæggeren af det navnkundige hiphop-selskab Death Row Records blev i går arresteret i Las Vegas i forbindelse med husspektakler, hvor han angiveligt tæskede sin kæreste og truede hende med en kniv.

Ved samme lejlighed fandt politiet såvel ecstasy som det receptpligtige præparat hydrocodon på adressen, skriver Reuters.

Optrinnet finder sted blot en måed efter, at Knight mistede alle aktiver og rettigheder i sit tidligere pladeselskab.


Det er langtfra første gang, Knight er i myndighedernes søgelys. Han sad bag rattet i den bil, hvor Tupac Shakur blev skudt i 1996, og nogle har sat ham i forbindelse med drabet.

Flere år senere blev Knight nævnt af politiet som mistænkt i forbindelse mordet på rapperen Christopher Wallace, alias Notorious B.I.G., som blev dræbt få måneder efter Tupac og kort efter at have skrevet kontrakt med en af Death Row Records konkurrenter.

"Suge" Knight har tidligere været fængslet i anden sammenhæng, men blev løsladt i 2001.


ANNONCE