x

Unikke masterbånd på auktion

Unikke masterbånd på auktion

Inden den engelske producer Joe Meek skød sin husværtinde og efterfølgende begik selvmord, nåede han at lave en stribe optagelser op gennem 50'erne og 60'erne - herunder med en række stjerner in spe.

Nu, et lille halvt århundrede senere, bortauktioneres producerens efterladte masterbånd, der blandt andet indeholder tidlige optagelser med Bowie - som her optræder som saxofonist og sanger i sit daværende band The Konrads - og den senere Deep Purple- og Rainbow-guitarist Ritchie Blackmore.

Også senere Wings-medlem Denny Laine og The Jimi Hendrix Experience-trommeslageren Mitch Mitchell var i studiet med Meek, som også stod bag 1962-hittet "Telstar", som angiveligt var et af tidligere premierminister Margaret Thatchers yndlingsnumre. Det er Uncut, der viderebringer de kuriøse oplysninger.

Ønsker man at byde ind på de sjældne sager, bør man møde op på Idea Generation Gallery i London den 4. september, hvor samlingen forventes at indbringe godt 300.000£ ialt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA