Nyhed

Michael Jackson fylder 50

Den gale og geniale popkonge runder et skarpt hjørne

En af popmusikkens absolut mest markante og omdiskuterede profiler, Michael Jackson, fylder i dag 50 år. Michael Jackson har både lavet verdenshistoriens bedst sælgende album, ”Thriller”, inspireret utallige håbefulde pop- og soulsangere og dansere og været genstand for utallige historier om hans excentriske levevis og mulige pædofile tilbøjeligheder.

Michael Jackson bliver født som det syvende ud af ni børn i et arbejderhjem i industribyen Gary i staten Indiana. Faderen, Joseph, er fritidsmusiker, og da han finder ud af, at både Michael og flere af de andre børn har store musikalske talenter, begynder han at give dem målrettet musikundervisning med stram disciplin, herunder regelmæssig fysisk afstraffelse. Det bliver til drengegruppen Jackson 5 med fem af de mest musikalske af børnene med Michael i absolut front.

Jackson 5 får pladekontrakt med soulselskabet Motown i 1968, da Michael er knap ti år gammel, og året efter får de et enormt gennembrud med singlen ”I Want You Back”, der topper den amerikanske hitliste. Herefter får gruppen en stribe hits, samtidig med at de stadig er underlagt far Josephs jernhårde disciplin. Sideløbende med Jackson 5 udsender Michael en række soloplader, der dog ikke bliver de helt store succeser.


På toppen
I 1979 allierer Michael sig med den gamle jazzmusiker, produceren Quincy Jones, og sammen indspiller de albummet ”Off The Wall”. Nu får den nu 21-årige Michael sig et kæmpehit som solist, både med albummet og med singler som ”Don’t Stop ’Till You Get Enough” og ”Rock With You”, hvilket bliver begyndelsen til enden for Jackson 5, som af ophavsretlige årsager i øvrigt i mellemtiden har skiftet navn til The Jacksons.

”Off The Wall” har til dato solgt 15 millioner eksemplarer, men en endnu større succes bliver efterfølgeren, ”Thriller”, igen produceret af Quincy Jones. Albummet ender med at blive verdens bedst solgte album, som ifølge Guinness Rekordbog i 2007 havde solgt 65 millioner eksemplarer på verdensplan. Ifølge andre kilder har albummet dog solgt omkring 100 millioner eksemplarer. Albummet giver igen Jackson en stribe hitsingler, heriblandt ”Billie Jean”, ”Beat It” og ”Thriller”. Året efter demonstrerer han for første gang sin karakteristiske dans, ”Moonwalking”, der yderligere understreger hans enorme musikalske og dansemæssige talenter.

I 1984 skriver Michael Jackson sammen med Lionel Ritchie sangen ”We Are The World”. Året efter bliver nummeret et kæmpehit indspillet af en lang række af verdens største stjerner – Jackson, Ritchie, Bob Dylan, Bruce Springsteen, Stevie Wonder, Tina Turner og mange flere. Overskuddet ved salget går til sultende i Ethiopien.


Jackson får på ny et kæmpehit i 1987 med albummet ”Bad”, som bliver det sidste, han indspiller med Quincy Jones. Selvom albummet ikke bliver en helt så stor succes som ”Thriller”, har det til dato solgt over 30 millioner eksemplarer på verdensplan og givet Jackson hits som ”I Just Can’t Stop Lovin’ You”, ”Bad”, ”The Way You Make Me Feel”, Man In The Mirror”, ”Dirty Diana” og flere andre.

I 1991 udgiver Michael Jackson albummet ”Dangerous”, primært produceret af r&b-produceren Teddy Riley, og igen bliver albummet en stor succes med et salg igen på omkring 30 millioner eksemplarer og en stribe hitsingler såsom ”Black Or White”, ”Remember The Time” og ”Heal The World”.

Nedturen begynder
I 1993 bliver Michael Jackson – der i forvejen har anlagt en excentrisk livsstil med hyppige plastiske operationer og en tilbagetrukken tilværelse i sit slot med indbygget forlystelsespark, Neverland i Californien – anklaget for sexmisbrug af en dreng, som han har ladet overnatte på slottet. Jackson nægter, men betaler alligevel drengens familie et millionbeløb for at trække sagen tilbage. Året efter gifter han sig med Elvis Presleys datter Lisa Marie Presley. Ægteskabet opløses efter 19 måneder.


I 1995 udsender Jackson dobbeltalbummet ”HIStory – Past, Present And Futre, Book 1” bestående af 15 nye sange og en række af hans største hits. Albummet sælger knap 20 millioner eksemplarer på verdensplan og giver Jackson hits som ”Scream” (en duet med hans søster Janet), ”You Are Not Alone”, ”They Don’t Care About Us” og ”Earth Song”.

I 1996 gifter Jackson sig med sygeplejersken Deborah Jeanne Rowe, som han hurtigt får to børn med, Michael Joseph Jackson Jr. og Paris Katherine Michael Jackson. Parret bliver skilt i 1999.

I 2001 udgiver Jackson albummet ”Invincible”, som i forhold til forgængerne får forholdsvis forbeholdne anmeldelser. På verdensplan sælger det cirka 10 millioner eksemplarer – mange for langt de fleste andre musikere, men efter Jackson-målestok en skuffelse.


I 2002 får Jackson et tredje barn, sønnen Prince Michael Jackson II, også kendt som Blanket. Samme år holder Jackson sønnen ud over en balkon på et hotel i Berlin i mange meters højde foran stribevis af fans, hvilken resulterer i massiv kritik og en generel opfattelse af, at Jackson er mentalt ustabil.

Frikendt – men færdig?
I 2003 bliver Michael Jackson på ny beskyldt for seksuelle overgreb mod en dreng, som han har ladet overnatte på sin Neverland-ranch. Jackson nægter, men bliver sagsøgt. I 2005 bliver han frifundet for alle anklager, men hans ny har igen lidt et alvorligt knæk. Herefter forlader han Neverland og flytter til Bahrain. Samtidig går der rygter om, at Jackson er på fallittens rand grundet et massivt overforbrug af luksusvarer, hvilket blandt andet dokumenteres i en omdiskuteret dokumentarfilm fra 2003, lavet af Martin Bashir. I samme film ser man Jackson lade sine børn gå rundt med karnevalsmasker eller med ansigtet gemt bag et lagen for ikke at afsløre deres udseende af frygt for eventuelle kidnappere.

I 2008 arbejder Michael Jackson angiveligt på et nyt album i samarbejde med blandt andre Akon og Black Eyed Peas-medlemmet Will.i.am.


Hvis du er Klub GAFFA-medlem, kan du i september måned glæde dig over Torben Holleufers store fødselsdagsartikel om Michael Jackson. Hvis du endnu ikke er medlem, kan du stadig nå at melde dig ind og få tillægget. Læs mere ved at følgende nedenstående link.

GAFFA ønsker stort tillykke!

 


Klub GAFFAs hjemmeside

ANNONCE