x

Train-leder fyret

Train-leder fyret

Århus-spillestedet Trains kunstneriske leder gennem alle spillestedets ti år, Helle Rysholt, er blevet afskediget i forbindelse med en større sparerunde, hvor også stedets arrangementschef, udviklingschef og en marketingmedarbejder er blevet offer for sparekniven.

Helle Rysholt udtaler til GAFFA.dk:
– Jeg er da ked af, at jeg er røget af holdet, men det er jo en direktørs ret at sætte holdet, som han vil. Men jeg synes, jeg afleverer en god forretning, en kernesund teenager. Vi har netop fået fornyet vores aftale med Kunstrådet som regionalt spillested, og det betyder, at vi over de næste fire år får 500.000 kroner mere i støtte om året fra staten, så vi nu får 1,3 millioner i statstilskud om året, foruden de 500.000 årlige kroner, vi modtager fra kommunen. Det kan jeg da kun tage som et skulderklap.

Helle Rysholt fortsætter:
– Jeg vil meget gerne benytte lejligheden til at takke Trains grundlægger og ejer, Chris Anker Pedersen, for at have givet mig og de øvrige ansatte muligheden for at skabe et stærkt rytmisk spillested i Århus. Og jeg håber, at det kan fortsætte sådan, med stærke medarbejdere som bookerne Mikkel Dyekjær, Alexander Nitze og Benjamin Zanjani, pr-manden Jakob Domino og produktionschef Mads Bøge.

Hvad vil du nu tage dig til?
– Ja, jeg har jo et halvt års opsigelse, hvor jeg ikke er fritstillet, så jeg skal arbejde på Train et halvt år endnu. Men jeg vil meget gerne fortsætte i branchen. Jeg har jo arbejdet med at booke musik i 25 år. Jeg er dog så meget indfødt århusianer, så jeg bliver boende i byen, selvom der lige er blevet en stilling ledig som kunstnerisk leder på Vega i København. Men den har jeg altså ikke tænkt mig at søge.

Trains direktør Peter Sand udtaler til GAFFA.dk:
– Det er jo desværre ikke nogen nyhed, at branchen er i krise, og udgifterne til musikerhonorarer stiger voldsomt, og så må vi se, hvad vi kan gøre for at stramme op. Men vi vil ikke gå på kompromis med den kunstneriske kvalitet. Det er faktisk et defineret mål fra bestyrelsen.

Men Helle Rysholt har jo et stort netværk og har på den måde været med til at trække mange markante navne til Train?
– Ja, og hun har også gjort det rigtig godt, men ingen er uundværlig, og vi tror på, at de tilbageværende kan løfte opgaven. Og faktisk er der flere ansatte, der har berøring med musikbookingen på Train i dag, end da jeg kom til som direktør for to år siden.

Hvad med de øvrige dele af Train – jeres restaurant Perron, diskoteket og natklubben Kupé. Har I også overvejet at spare dér?
– Ja, på Perron er vi jo for eksempel gået fra syv til to fuldtidsstillinger på to år, og alt er i spil. Også når vi tænker på nye tiltag. Vores elektroniske klub Misk Mask har jo vist sig at være en pæn succes, så sådanne nye ting vil vi da blive ved med at tænke i. Vi er for tiden midt i en omstillingsproces, og når vi har været igennem den, kan det da også godt være, at vi vil slå nye stillinger op.

Skal vi regne med færre koncerter fremover – og med mindre navne?
– Nej, som sagt er det et defineret mål, at besparelserne ikke må gå ud over den kunstneriske kvalitet. Trains gæster kommer overhovedet ikke til at mærke noget.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA