Nyhed

Akutpulje udelukker privatejede spillesteder fra økonomisk støtte

GAFFA.dk – alt om musik

“Urimelig forskelsbehandling og åbenlyst konkurrenceforvridende”

Der er kun to dage til, at en afgørelse om konstruktionen af Københavns Kommunes akutpulje træffes. Den såkaldte akutpulje har til formål at hjælpe økonomisk pressede københavnske spillesteder igennem det corona-prægede efterår – en pulje, der består af to millioner kroner.

Men umiddelbart vidner det om, at akutpuljens to millioner kun vil yde økonomisk støtte til spillesteder ejet af fonde eller foreninger. De private spillesteder bliver altså dermed ikke en del af ligningen.

Det har fået fem privatejede københavnske spillesteder til at slå i bordet, og de har spillestedernes og festivalernes interesseorganisation, Dansk Live, i ryggen. 

“Urimelig forskelsbehandling og åbenlyst konkurrenceforvridende”. Sådan lægger direktør for Bremen Teater og Hotel Cecil, Jesper Majdall, ud i en pressemeddelelse i samarbejde med High Voltage, Rust, og Pumpehuset, der alle er privatejede spillesteder.

“Det må være udgangspunktet, at man vil hjælpe alle stederne. Da særligt i denne helt ekstraordinære situation, og hvis det vitterligt er kommunernes hensigt at holde privatdrevne virksomheder udenfor, burde det i det mindste fremgå entydigt af ansøgningskriterierne, og det gør det ikke. Nu har man i stedet efterfølgende hyret et advokatfirma, så vi blev bremset i behandling af ansøgningerne”, forklarer Jesper Majdall.

Han understreger dog i pressemeddelelsen, at de godt kan forstå at kommunen gerne vil sikre, at tilskud som gives specifikt med henblik på at afhjælpe den akutte situation, spillestederne står i, ikke skaber en økonomisk fordel for private ejere. Men at det kan løses uden på forhånd at ekskludere en lang række aktører.

Det fremgår desuden i pressemeddelelsen, at Jesper Majdall, med de andre spillesteder i ryggen, har forsøgt at kontakte Kultur- og Fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Alternativet), for at gøre hende opmærksom på problematikken, og på hvordan den kan ændres.

“Jeg gav endda en meget ligetil og simpel opskrift, som ville betyde, at de kommunalfuldmagtsrelaterede forhold fortsat var sikret," siger Jesper Majdall.

Kriterierne må revideres
Hos de privatejede spillesteder håber man, at politikerne i Kultur- og Fritidsudvalget, der skal beslutte de endelige tilsagn i forbindelse med et kommende udvalgsmøde, vil ændre beslutningen i sidste øjeblik, og dermed inkludere en række væsentlige aktører på det københavnske spillestedsmarked.

High Voltage, der lige nu står til at gå konkurs, kommer også på banen i debatten. Stedets leder, Martin Jensen udtaler:

Kommunens beslutning om at indføre et A- og et B-hold blandt Københavns spillesteder, og hvor man helt åbenlyst i forbindelse med denne pulje fravælger at ville støtte de private aktører, kan konklusionen kun være, at man ikke ønsker, at disse findes på den anden side af Covid-19-krisen. Det er yderst prekært, og holder man ved den afgørelse, vil de helt store tabere være den kulturelle diversitet på den Københavnske rytmiske musikscene, og det vil give genlyd ikke bare lokalt, men i hele landet og et godt stykke ned i folkedybet.”

Hos brancheorganisationen Dansk Live er man også ærgerlig over Københavns Kommunes dispositioner:

“Spillestederne i København er organiseret på en lang række forskellige måder. Meget af udviklingen på livescenen sker på de private spillesteder, og i Dansk Lives optik bør politikerne i Københavns Kommune gøre deres yderste for at sikre, at nødhjælpen kan hjælpe alle stederne”, udtaler sekretariatschef Esben Marcher og konkluderer:

“Kriterierne må derfor revideres med respekt for den situation, alle spillestederne står i”. 

Kommunen må ikke drifstøtte kommercielle spillesteder
Imens spillestederne ikke har formået at få et officielt svar fra kulturborgmesteren, er det lykkedes for Kulturmonitor. I en artikel forklarer mediet, at akutpuljens udelukkelse af de private spillesteder bunder i en række juridiske forhold, som Kultur- og Fritidsforvaltningen har indhentet fra Horten Advokater.

Og ifølge Kulturmonitor uddyber Franciska Rosenkilde, at de har nogle andre regler i kommunen end staten, og det betyder at de ikke kan driftsstøtte kommercielle spillesteder, fordi de simpelthen ikke må.

Hun udtrykker dog et ønske om at kunne hjælpe og udtaler til Kulturmonitor:

“På mødet på torsdag (24. september) skal vi blandt andet diskutere, om vi har mulighed for at lave en ny pulje til de privatejede spillesteder. For selvfølgelig virker det fjollet, at de private spillesteder føler sig snydt eller forbigået, når de faktisk formår at lave en forretning, der fungerer, og som står på egne ben. Derfor vil vi gerne se, hvad vi kan gøre for dem”. 


GAFFA afventer også en kommentar fra Franciska Rosenkilde, der i øvrigt har skrevet følgende på Jesper Majdalls Facebook-profil:

"Kære Jesper. Jeg forstår til fulde frustrationen over den ubrugelige situation, coronaen har sat jer i, hele kulturlivet. Initiativet om at støtte nogle af de mest nødlidende spillesteder i Kbh er et forsøg på at hjælpe der, hvor staten svigter, ikke det modsatte... som kommune er vi underlagt andre regler end staten (som du selv skriver) og kan derfor ikke støtte med driftmidler til kommercielle spillesteder. Ja, vi kan støtte til øremærkede projekter, men det var ikke denne puljes formål. På kfu-mødet (Kultur- og Fritidsforvaltningen, red.) på torsdag skal vi drøfte både pulje og muligheden for at støtte kommercielle spillesteder og fremtidige driftaftaler. Bh Franciska
P.s beklager du ikke har modtaget et officielt svar endnu, det er på vej."
ANNONCE