x

Jason Donovan planlægger comeback

Jason Donovan planlægger comeback

Midt i 80'erne var Jason Donovan og Kylie Minogue kæmpestjerner i Australien og England som stjerner i tv-serien "Neighbours".

Begge valgte dog efter nogle år at forlade serien og i stedet indspille plader sammen med producer-holdet Stock, Aitken & Waterman, hvilket skaffede dem en lang række megahits inklusive deres duet "Especially for You", der ikke bare gik nummer et i England, men også er en af både Jason og Kylies bedst sælgende singler nogensinde.

Kylie Minogues karriere som popstjerne kører fortsat for fuld tryk, men Jason Donovan valgte efter tre plader og en lang række hits inklusive "Too Many Broken Hearts" og "Sealed With A Kiss" at fokusere på sin skuespilskarriere.

De sidste femten år har Donovan medvirket i musicals som "Sweeney Todd" og "Chitty Chitty Bang Bang" i London, men nu skal musikkarrieren have en chance mere.

Derfor har Donovan nu indspillet albummet "Let It Be Me", der indeholder en lang række sange fra 50'erne og 60'erne samt et enkelt nyt nummer og en genindspilning af hittet "Sealed With A Kiss".

Det kommende Jason Donovan-album udsendes 10. november.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA