x

Musichouse Cph lukker: "Vi har ikke modtaget en krone i hjælpepakker"

Musichouse Cph lukker: "Vi har ikke modtaget en krone i hjælpepakker"

I sidste uge måtte Musichouse Cph se sig nødsaget til at dreje nøglen om efter ni begivenhedsrige år. Det sker på grund af manglende hjælpepakker og for dyr husleje.

Musichouse Cph holdt til på Refshaleøen og har været øvelokaler for kunstnere som Gnags, Malurt, Danser med Drenge, Pernille Rosendahl med flere samt huset releasekoncerter og events som bryllupper, fødselsdage, firmafester med videre. I løbet af de sidste ni år har de på matriklen haft besøg af omkring 600 musikere.


Corona-virkeligheden har dog været barsk for musikhuset, og på trods af ønsket om det modsatte måtte direktør og ejer Maria Jarltoft se sig nødsaget til, helt akut, at vinke farvel til Musichouse Cph fra den ene dag til den anden.

– For at sige det ligeud, så har det været pisse hårdt de sidste par dage. Jeg tror, jeg har forsøgt at fortrænge min ærgrelse over, at det her rent faktisk er virkeligheden nu, fordi jeg ikke kan bære det. Men jeg har forsøgt alt, mistet alt for mange penge på det, og trækker jeg ikke stikket nu, går det udover min familie og vores fremtid, siger hun.

LÆS OGSÅ: Kompensation til festmusikere – og andre

Maria Jarltoft har som de fleste andre i musik- og eventbranchen kæmpet for at overleve corona-pandemien økonomisk. Og imens omkostninger for lokaler med videre hobede sig op, så Maria ikke skyggen af en hjælpepakke, og i skrivende stund har hun fortsat ikke modtaget økonomisk støtte.

– Jeg har virkelig gjort alt, som i ALT for at få adgang til hjælpepakkerne. Men hver gang er jeg blevet bedt om at tilsende nye informationer, andre gange har Erhvervsstyrelsen selv lavet fejl, og sådan har det kørt i ring siden marts. Og jeg kan ikke søge hjælpepakke 2, før jeg har fået nummer 1, eller hjælpepakke 3, før jeg har fået nummer 2. Jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke har modtaget de her hjælpepakker endnu. Vi må jo bare være ekstra uheldige.

Men det er ikke kun manglende hjælpepakker, der har udfordret Musichouse Cph. Ifølge Maria Jarltoft har det også været en hæmsko, at udlejeren ikke ville imødekomme en forhandling af nedsættelse af en dyr husleje.

– Vores udlejer, Refshaleøens Ejendomsselskab, har været umulige at forhandle med omkring en eventuel nedsættelse af husleje. Nu har vi imidlertid erfaret, at de er villige til at reducere lejen betragteligt for at lokke nye lejere ind. Hvis vi havde fået den samme mulighed, havde vi aldrig opsagt vores lejemål, hvor vi har brugt sommeren på at friske lejemålet op og ikke mindst gøre vores have og oase lækker og indbydende.

LÆS OGSÅ: Hotel Cecil udskyder genåbning

Men det er en udmelding, kommunikationschef for Refshaleøens Ejendomsselskab, Kasper Hyllested, er uforstående over for.

– Det kan jeg på ingen måde genkende. Men jeg kan af gode grunde ikke komme ind på detaljer, vi har i forhandlinger med potentielle lejere, understreger Kasper Hyllested. 

Han oplyser endvidere, at han synes, at Refshaleøens Ejendomsselskab har været i tæt og god dialog med Musichouse Cph, og har gjort det de kunne for at hjælpe. 

– Vi er meget kede af, at Musichouse lukker. De har været herude i mange år og er en del af Refshaleøen. Vi har udvist maksimal fleksibilitet over for Musichouse Cph, både før og efter opsigelsen af lejemålet. De havde et ønske om at blive frigjort før tid, og det har vi imødekommet på meget rimelige vilkår, hvor vi netop gik med til en hurtig frigørelse for lejemålet som ønsket.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA