x

Musikselskab kalder til samråd: Hvordan bekæmper vi sexisme?

Musikselskab kalder til samråd: Hvordan bekæmper vi sexisme?

Når man står sammen, står man stærkere – det mener musikselskabet W.A.S. Entertainment, der i en pressemeddelelse inviterer til stormøde om sexisme i musikbranchen.

"Formålet med arrangementet er, at vi i fællesskab udformer konkrete tiltag til at bekæmpe strukturel sexisme i musikbranchen, som vi alle kan forpligte os til og følge til dørs." Sådan skriver W.A.S. Entertainment i en pressemeddelelse, der netop er blevet sendt rundt til landets aktører i musikbranchen. 

Arrangementet hedder Musikbranchen står sammen: Vi gør op med sexismen! og bliver afholdt den 23. november 2020 fra 10.00 til 15.00. 

Programmet for dagen vil blive offentliggjort senere, men ophavspersonerne lægger vægt på, at der gerne skulle komme nogle konkrete løsninger ud af mødet, og at man med initiativet viser, at grænsen for sexisme og strukturel sexisme i musikbranchen nu er nået.

LÆS OGSÅ: TEMA-ARTIKEL: Kønsubalancen i musik er strukturel sexisme

Initiativet kommer i kølvandet på en lang række vidnesbyrd fra især kvindelige artister og kønsminoriteter, der opererer inden for det musikalske felt og herigennem har oplevet urimelig eller direkte kriminel opførsel blandt andet i form af seksuelle overgreb og voldtægt.

Derudover vil fokus være på den såkaldte strukturelle sexisme, der i høj grad er med til at fastholde køn i et forudindtaget og stereotypt jerngreb, og som beviseligt har haft store konsekvenser for blandt andet kvinders muligheder for at udfolde sig frit i de musikalskle miljøer – både professionelt og på amatørbasis. 

– I W.A.S. Entertainments optik er det vigtigt, at vi som musikselskaber også tager et ansvar og signalerer over for omverdenen, at vi ønsker at ændre os – om vi personligt har bidraget til kulturen eller ej. Vi må erkende at tiden er moden til, at vi sammen forsøger at komme den strukturelle sexisme, der gennemsyrer vores branche, til livs. Det er ikke nok med offentlige meninger og ansvarsfralæggelser – der skal handling til. 

Initiativet bakkes op af Danske Uafhængige Pladeselskaber (DUP) og Musikforlæggerne (Ole Drejer).

Følgende organisationer er desuden blevet inviteret til at deltage i arrangementet:

  • Dansk Artist Forbund (DAF)
  • Danske Jazz, Beat og Folkemusik Autorer (DJBFA)
  • International Federation of the Phonographic Industry (IFPI)
  • Danske Populær Autorer (DPA)
  • Dansk Komponist Forening (DKF)
  • Dansk Musiker Forbund (DMF)
  • Koda
  • Gramex

Tilmelding til arrangementet sker ved henvendelse til: [email protected] 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA