Nyhed

Hans Zimmer-turné udskydes til 2022

GAFFA.dk – alt om musik

Hans Zimmer og resten af holdet bag Europa-turnéen, der oprindeligt skulle finde sted i februar 2021 i Royal Arena har erkendt, at det ikke bliver muligt at gennemføre. Derfor udsættes turnéen til 2022, hvor han rammer Danmark den 10. marts.

– Selvom jeg ville have elsket at spille for jer alle sammen med vores liveband, orkester og kor på tværs af Europa i 2021, har vi truffet den svære beslutning at udskyde vores turné til 2022. Vi er alle overbeviste om, at dette er den eneste måde, vi kan tilbyde jer – og os – en stor og sikker liveturné for alle. Vi ses i 2022, siger Hans Zimmer i en pressemeddelelse.  

LÆS OGSÅ: Gorillaz debuterer med radioshow

Efter en verdensturné der trak over en million publikummer, vender den Oscar-, Grammy- og Golden Globe-vindende komponist tilbage med et nyt show. Tyske Zimmer besøgte Danmark for første gang i 2017, da hans storslåede show slog vejen forbi Forum i København. Sidste vinter var han igen forbi, og her kunne hans musik opleves i et show i Jyske Bank Boxen i Herning.

LÆS OGSÅ: Beastie Boys giver særlig og sjælden tilladelse til brug af legendarisk track

Til 2022-arrangementet vil Hans Zimmer medbringe eget band, orkester og kor på scenen. 

Den tyske komponist er i særdeleshed kendt for at have skabt nogle af de mest velkendte filmscores. Han fik i 2018 sin 11. Oscarnominering for musikken til Christopher Nolans Dunkirk. Og han ligger altså ikke på en lade side. I 2020 er han er han komponist på både filmen Wonder Woman 1984 og Top Gun: Maverick.


Koncertgængere kan derfor se frem til både spritny musik og klassikere fra film som Blade Runner 2049, The Dark Knight-trilogien, Gladiator, Thelma and Louise, Inception, Rain Man og Dunkirk.

ANNONCE