x

Førende jazzmusikere holder virtuel J-dag


– Vi flytter egentlig hele J-dags-molevitten hjem i de private stuer, så alle dem, der helst vil blive derhjemme, også kan være med, når vi hylder julebryggen til vores drikke- og lytteoplevelse den 6. november.

Sådan lyder det fra musiker Bjarke Nikolajsen, der sammen med en række af landets førende jazzmusikere udgør bandet Bjarke & The Beerbellys. Han og bandet har indgået et spændende samarbejde med det testvindende københavnske mikrobryggeri BrygBrygBryg: Sammen vil de skabe en drikke- og lytteoplevelse i én og samme flaske.

Håndspillet og håndbrygget kærlighed til øllen

Resultatet kan opleves på J-dag, hvor bandet udgiver deres nye julesingle via en QR-kode på etiketterne af mikrobryggeriets bæredygtige nye julebryg. Såvel julesang som julebryg frigives til et drikke- og lytteevent, som både kan streames hjemme i stuerne og opleves til det fysiske event på Bootleggers på Amager, hvorfra streamingen foregår.

Eventet, der finder sted fra 16.00-19.00, byder blandt andet på ølsmagning af den eksperimenterende nye julebryg, koncertoplevelse med den utraditionelle julesang fra Bjarke & The Beerbellys, nørdede juleølfortællinger og nyttige ølfifs. Ikke alene deler juleøl og julesang navnet ”Jinglebelly”, de er også begge brygget efter den mest fucked-up opskrift. Hvorfor? Fordi både bryggeri og band ønsker at skubbe til opfattelsen af og forventningerne til, hvordan en juleøl skal smage og hvordan en julesang skal lyde.

– Det her er 2020, og plejer er sendt på genbrugspladsen. Derfor vil vi også gerne lave et modstykke til J-dags kampdruk. I stedet for at drikke sig i hegnet kan folk smage en spændende ny øl og lytte til frisk caribisk julejazz. Det bliver en innovativ drikke- og lytteoplevelse, forklarer Bjarke Nikolajsen, frontmand i Bjarke & The Beerbellys.

Sådan får du julebryggen hjem i stuen: Pickupspots i Kbh. og Aarhus

Det er helt gratis at være med. Du kan sammen med vennerne tilmelde dig det virtuelle event ved at sende en mail til [email protected] og skrive, om I vil hente jeres øl i København eller Aarhus. Når man har tilmeldt sig, vil man modtage en mail med information om afhentning og vil efterfølgende kunne hente sin ”Jinglebelly”-julebryg. I København vil pickup foregå på Bootleggers på Amager og i Aarhus på baren Erlings Jazz- og ølbar. Det virtuelle event har ubegrænset deltagerkapacitet, men vil man sikre sig en af de vilde julebrygs, skal man være hurtig med tilmeldingen, for der er nemlig kun 100 nummererede flasker, og én person kan max. hente to stk.

Sådan får du J-dag hjem i stuen

Det eneste, du skal bruge for at få eventet hjem i stuerne er et device, hvorfra du kan streame J-dags strabadserne. Eventet streames live via facebooksiderne hos både Bjarke & The Beerbellys, BrygBrygBryg og Bootleggers, hvor du fra kl. 16.00-19.00 kan holde J-dag sammen med ølelskere på tværs af landet, uden at skulle uden for en dør. Både ølsmagning, ølnørderier og koncert foregår to gange i løbet af eventet, så alle har mulighed for at nå at være med.
Bor du i Københavnsområdet, har du også mulighed for at deltage i den fysiske COVID-19-tilpassede J-dags-drikke-og-lytte-oplevelse på Bootleggers på Amager. Her er der skruet op for restriktionerne med håndsprit, mundbind, begrænset deltagerantal og afstand til et festligt, men kontrolleret arrangement.

Lad ølvommen hænge til caribisk julejazz

Og hvem er Bjarke & The Beerbellys så?

– Vi er et jazzband, og vi elsker at spille musik inden for den traditionelle jazz. Ja, dén de fleste forbinder med Nyhavn. Mere end dét elsker vi dog at udfordre stilarten og medvirke til at forny den. For det er der brug for, fortæller Bjarke Nikolajsen, der sammen med Aske Drasbæk (sax), Mads Rahbek (sax), Ola Åkerman (basun), Henrik Silver (sousafon), Jakob Thomhav (guitar, banjo) samt Casper Mikkelsen (trommer) udgør Bjarke & The Beerbellys. Med deres innovative take på en jazzjulesang, der giver det traditionelle en på skillema-dinke-dinke-dusen, håber de derfor at gøre stilarten mere sprød og sexet.

– Vi prøver at løsne lidt op på det hele og herigennem gøre ikke bare stilarten, men hele jazzgenren mere udadvendt. Lidt mindre alvorlig. Vi vil skubbe til den gængse opfattelse af, hvad jazz er og hvordan den skal lyde. Jazzen kan også kan være helt nede på jorden og tage lidt pis på sig selv. Vi går efter festen, siger Bjarke.

Opskriften på ”Jinglebelly” består af traditionelle jazzband-ingredienser: Trompet, sax, banjo, trommer og tuba. Men nummeret er bygget op som en moderne popsang og lyder som en mambo. Og bjælder er der skam også. Alt sammen stærkt flankeret af Michael Carøes veloplagte og croonende vokal, der både i lyden og i den noget juleskeptiske tekst skaber en stemning af dengang, julen var i s/h.

– Vi tager egentlig alt det gode fra den traditionelle jazz og skaber noget musik, der leger lidt med traditionerne. Musik, som du kan lade ølvommen hænge til, fortæller Bjarke Nikolajsen, der også slår sine folder og sin trompet i Tuesday Night Brass, Michael Carøes Gasorleans og af og til assisterer i DR Big band


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA