x

Randy Newman i Det Kongelige Teater

Randy Newman i Det Kongelige Teater

Den 64-årige Randy Newman har været nomineret til en Oscar for bedste sang ikke mindre end sytten gange, og hev endelig trofæet hjem i 2002 for "If I Didn't Have You" fra filmen "Monsters, Inc".

Den står nu på en hylde mellem Grammy- og Emmy-statuetter og mange andre priser, der understreger, at Randy Newman siden 60'erne har været en særdeles respekteret sangskriver både til andre kunstnere samt til sine egne udgivelser.

Udover sine mange bidrag til populære film er Newman nok bedst kendt for den satiriske sang "Short People", hvis humor gik henover hovedet på en del lyttere, da den kom ud i 1977, og så "Mama Told Me (Not To Come)", der har været et hit for en lang række kunstnere.

Senest har Newman udsendt albummet "Harps And Angels", der i en femstjernet anmeldelse her på GAFFA.dk blev kaldt "hamrende vedkommende og vital", og fik følgende ord med på vejen:

"Vittigt, fanden-i-voldsk, vedkommende. Stor historiefortæller i stort comeback".

Det er med andre ord en sangskriver i topform, der gæster Danmark, når Randy Newman gæster Det Kongelige Teater 16. november.

Billetsalget starter mandag d. 8. september via vega.dk, kglteater.dk, billetnet.dk og på landets posthuse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA