Nyhed

Christina Aguilera samler sine hits

Sangerinden udsender en opsamling med de største hits til november

Christina Aguilera debuterede i 1999 med et album, der indeholdt singlerne "Genie In A Bottle" og "What A Girl Wants", og med dem slog hun sig fast i folks bevidsthed som endnu en teenpop-stjerne.

Det ændrede sig dog med albummet "Stripped", hvor hun tog en noget mere rå og sexet tilgang til musikken, og med dobbeltalbummet "Back to Basics" viste sangerinden, at hun er særdeles svær at sætte i bås.

Ud over disse tre udgivelser har hun desuden udsendt både et julealbum og et album på spansk, og nu er det så blevet tid til at se tilbage på karrieren med et opsamlingsalbum, der får titlen "Keeps Gettin' Better - A Decade Of Hits".


Ifølge NME vil albummet indeholde hits som "Dirrty", "Beautiful" og "Lady Marmalade" samt de to nye sange "Keeps Gettin' Better" og "Dynamite".

Aguilera skulle desuden være i gang med arbejdet på sit næste studiealbum, der forventes at ligge klar i begynden af 2009.

"Keeps Gettin' Better - A Decade Of Hits" udsendes 10. november.


ANNONCE