Nyhed

Dansk Live om ny aftale: Glædeligt – men vi har brug for at kunne samle flere end 500

GAFFA.dk – alt om musik

"Lige nu er det politiske klima jo ikke til at sætte gang i de store eksperimenter"

Sent tirsdag aften blev et bredt flertal i Folketinget enige om en ny hjælpepakke til det hårdt ramte kultur- og erhvervsliv. Ordingen forlænger blandt andet de nuværende kompensationsordninger frem til og med 31. januar og har desuden afsat 300 millioner kroner til en aktivitetspulje, som blandt andet kan søges af koncertarrangører, 50 millioner til en såkaldt genstartspulje samt 25 millioner til arbejdslegater til kunstnere.

Esben Marcher er sekretariatschef for brancheorganisationen Dansk Live, der repræsenterer danske spillesteder, festivaler og koncertarrangører. Vi har spurgt ham, hvad han synes om den nye aftale:


– Det er glædeligt, at man fortsætter aktivitetspuljen i endnu tre måneder. Det kan give lidt ro på spillestederne og sikre, at man kan lave nogle koncerter. Men vi mangler svar på den lange bane, og vi ved jo alle, at restriktionerne er meget hæmmende for koncertlivet. Vi håber, der på bagkant af denne aftale kommer en politisk ambition om at finde løsninger, hvor man kan samle mange mennesker – flere end 500 personer. Både spillesteder og de optrædende kunstnere er jo dybt påvirkede af situationen.

Har du selv idéer til, hvad man kan gøre for at få de større koncerter tilbage – der har jo været forskellige eksperimenter i udlandet?

– Lige nu er det politiske klima jo ikke til at sætte gang i de store eksperimenter, nu hvor smittetallene stiger. Så det skal man bestemt ikke gøre lige nu. Men på lidt længere sigt bør man få gang i udviklingsarbejdet. Vi gør selv meget i branchen for at se på testmuligheder og smitteopsporing. Men vi mener også, man fra statslig side bør engagere sig i dette her, for det er jo ikke kun spillesteder, der har brug for, at man kan samle mange mennesker, det er hele samfundet.


LÆS OGSÅ: Dansk Musiker Forbund moderat positiv om ny hjælpepakke

ANNONCE