x

VIDEO: Springsteen udlåner sin stemme og musik til kampagne

VIDEO: Springsteen udlåner sin stemme og musik til kampagne

Bruce Springsteen har aldrig været republikaner og har flere gange kritiseret den amerikanske præsident Donald Trump.

Han har blandt andet kaldt ham "en trussel mod vores demokrati." Nu udlåner han sin stemme og sin musik til demokraternes præsidentkandidat Joe Biden op til valget, skriver Variety.

Det er ikke første gang, at legenden låner sin musik ud til demokraterne. I august godkendte han, at de brugte hans sang "The Rising" fra albummet af samme navn, som udkom i 2002, til deres rally. 

Nu udlåner han sangen "My Hometown" fra albummet Born In The USA fra 1984 til en kampagnefilm med titlen Hometown. Det hjemsted, der portrætteres i filmen er Scranton i Pennsylvania, hvor Joe Biden er født og opvokset. Filmen viser livet og hverdagen i staten og synes at være rettet mod det arbejdende amerikanske folk. 

"Scranton, Pennsylvania. Her er fremgang ikke noget, man arver. Det skabes i stedet af sved, drivkraft og beslutsomhed. Det her er hans hjemstavn", siger musikeren i filmen og fortsætter: "Men her og andre steder i Amerika er tiderne hårdere, end de burde være. Livet er sat på pause. Drømmene venter. Der tvivles på fremtiden."

Springsteen har flere gange været ude at kritisere den sidende præsident Trump i skarpe vendinger. Han sagde for nyligt til en australsk avis, at han overvejer at flytte til Australien, hvis republikaneren vinder valget.

Andre artister, der har udtryk deres støtte til den 77-årige demokrat Joe Biden op til det kommende præsidentvalg er blandt andre Taylor Swift, Cardi B, Jon Bon Jovi, Fall Out Boy og Dave Grohl.

Se valgfilmen herunder


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA