Popstjernen åbnede ikke bare showet, men løb også med flest priser
Natten mellem søndag og mandag var toppen af poppen samlet i Hollywood til den årlige udgave af showet MTV Music Video Awards.
Som tidligere nævnt her på GAFFA.dk havde MTV lovet, at Britney Spears ville åbne det stort anlagte show, og det gjorde hun i en kortfilm sammen med Jonah Hill fra filmen "Superbad".
Derefter gik hun på scenen for at ønske MTV tillykke med de 25 år, og så var showet i gang.
Aftenen bød på live-optrædener med Rihanna, Jonas Brothers, Paramore, Christina Aguilera og Pink samt værten Russell Brand, der gik på scenen til Oasis' "Rock 'N' Roll Star", og derefter fyrede en række jokes af, hvoraf flere gik hen over hovedet på det amerikanske publikum.
Der blev naturligvis også delt priser ud i en lang række kategorier, og her blev Britney aftenens store vinder, da sangerinden vandt priserne Best Female Video, Best Pop Video og Video Of The Year for "Piece of Me".
Der var desuden priser til Linkin Park, Chris Brown, Lil Wayne, The Pussycat Dolls samt Tokio Hotel, der vandt for Best New Artist.
Sidste år blev Britney kritiseret for sin optræden, og også Kanye West blev kritiseret, efter at han backstage havde skabt sig, da han ikke fik nogen priser.
Han fik dog alligevel lov til at lukke årets show med en udgave af "Love Lockdown", men igen i år måtte han forlade showet uden at have vundet noget.
Hele MTV VMA 2008 kan nu ses på MTV.dk.