Udgivelsen af kompileringen "Sound Of Copenhagen" bliver nu en halvårlig begivenhed
Midt under den nyligt overståede Copenhagen Fashion Week udkom kompileringen "Sound Of Copenhagen", der var sammensat af Kjeld Tholstrup, Le Gammeltoft og Mads Nørgaard.
Pladen skulle samle op og gøre status på den elektroniske lyd af København, og var oprindelig tænkt som en enkelt stående udgivelse.
Men med flotte anmeldelser i ryggen annonceres det nu, at folkene bag fremover vil udsende en kompilering halvårligt i både Danmark og udlandet.
Albummet bliver på den måde et musikalsk visitkort for den danske klubscene, som i de senere år er begyndt af sætte yderst solide aftryk kloden rundt – blandt andet via navne som Trentemöller og Kasper Bjørke, der begge er inkluderet på den første "Sound Of Copenhagen"-kompilering.
Udgivelsen af "Sound Of Copenhagen" vil i fremtiden ske halvårligt som et fast indslag under den københavnske modeuge, der finder sted i februar og august måned.