x

Don Draper udsættes for indbrud i underholdende Eels-video


Indie-enmandsbandet er tilbage med 13. studiealbum

Indie-enmandsbandet Eels alias den amerikanske sanger og sangskriver Mark Oliver Everett, også kendt som E, er aktuel med sit 13. studiealbum, Earth to Dora, og nu er han klar med en ganske underholdende musikvideo til en af de nye sange, "Are We Alright Again?" Se videoen ovenfor.

Videoens hovedrolle spilles af Jon Hamm, der nok er mest kendt for sin rolle som Don Draper i tv-serien Mad Men. I videoen spiller Hamm en Eels-fan, der er så optaget af at lytte til det nye Eels-album, at han slet ikke lægger mærke til, at der bliver begået indbrud og overfald i hans lejlighed. 

På YouTube omtaler Eels selv sangen som "The feel-good hit of the feel-worst year".

GAFFAs anmelder Simon Hegum var godt tilfreds med det nye Eels-album, og "Are We Alright Again?" var et af de numre, han fremhævede, med følgende ord: "'Are We Alright Again' er også en fin bagatel, med et klaverriff, der bider sig fast i ens tankegang, mens omkvædet og det lettere soulede groove løfter sangen ud af disen."

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: E tilbage i det melankolske børneværelse

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA