Nyhed

Elton John giver endnu en dansk afskedskoncert

GAFFA.dk – alt om musik

Spiller igen i Royal Arena i september 2021

Hvis du gik glip af Elton Johns to danske afskedskoncerter i Royal Arena sidste år, eller bare ikke kan få nok af legenden, så får du nu en ekstra chance. Veteranen giver nemlig en tredje afskedskoncert i Danmark, i Royal Arena 28. september 2021. Ifølge koncertarrangøren bliver det "den sidste i København". Om det så betyder, at han kunne finde på at spille andre steder i landet, melder historien ikke noget om.

Elton John drog i 2018 ud på sin store afskedsturné Farewell Yellow Brick Road Tour på 300 koncerter verden over, men måtte grundet corona-pandemien udskyde en del af turnéen, og han vender tilbage til scenen igen i september 2021. Nu har han så tilføjet yderligere fire koncerter, heraf showet i Royal Arena. Turnéen slutter efter planen i januar 2023 i New Zealand.


I en pressemeddelelse udtaler ikonet: "2020 har været et år som ingen andre, og jeg kan slet ikke vente med at komme tilbage på landevejen og spille for jer, mine elskede fans, én gang til. Jeres fortsatte kærlighed, tålmodighed og støtte fortsætter med at blæse mig omkuld."

Elton John albumdebuterede tilbage i 1969 og har gennem tiden solgt omkring 300 millioner plader og har modtaget fem Grammyer.

GAFFAs anmelder var begejstret for den første af Elton Johns danske afskedskoncerter i Royal Arena og uddelte fem stjerner.


LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Farvel med maner

Det officielle billetsalg starter fredag 27. november kl. 10.00 via livenation.dk og ticketmaster.dk

Varm op med klassikeren "Your Song":

 

ANNONCE