x

moi Caprice udgiver advents-ep: Fire sange på fire uger

moi Caprice udgiver advents-ep: Fire sange på fire uger

Glæd dig til en ny sang af moi Caprice for hver søndag i advent.

Indiepop/rockgruppen er for alvor tilbage, for de har nu annonceret endnu en 2020-udgivelse: En kollektion af fire julesange.

De fire sange samles som en ep, der ganske enkelt hedder Advent. Og som en interessant udgivelsesstrategi kommer den i bidder: 29. november, 6. december, 13. december og 20. december, altså de fire søndage i advent.

For hver af disse dage udkommer en ny af de fire sange ud på streamingtjenester, så man kan betragte dem som en lille adventsgave. De fire sange er efter sigende meget forskellige, og titlerne er allerede offentliggjort: I rækkefølge hedder de “Christmas, the Magic is Back”, ”The Year of the Rat”, “I’m Dreaming of a Christmas That Isn’t So Extremely White” og ”Merry Christmas”.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Det sofistikerede indiepopband er i den grad synligt igen

Det har, modsat for mange andre bands og kunstnere, været et travlt år for moi Caprice, som de kalder deres ”comeback-år” – og med god grund. Advent er bandets tredje udgivelse i 2020, og pladen Becoming Visible udkom i februar efterfulgt af ep’en The Places We Have Loved i august. Før februar var det over 10 år siden, de sidst udsendte ny musik.

I august og september drog moi Caprice på en succesfuld Danmarksturné, som var blevet udskudt fra marts grundet Covid-19. Bandet er desuden allerede gået i gang med at arbejde på deres sjette plade, som forventes ude i 2021.

Advent udkommer ikke kun på streamingtjenester; der kommer også et begrænset vinyl-oplag, som kan købes fra fjerde søndag i advent, den 20. december, hvor den sidste sang er ude.

Se musikvideoen til "Orpheus" fra comeback-albummet Becoming Visible:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA