Nyhed

Elbow vinder Mercury Prize

Det blev Manchester-bandet Elbow, der løb med den prestigefyldte pris

Hvert år siden 1992 har højtstående medlemmer af den engelske musikbranche nomineret først ti og siden 1998 tolv britiske navne, og derefter udvalgt et af dem til at vinde prisen The Nationwide Mercury Prize.

Tidligere år er prisen gået til navne som Arctic Monkeys, Franz Ferdinand, PJ Harvey, Pulp og Portishead, og sidste år vandt Klaxons for deres debutalbum.

I år inkluderede listen af nominerede navne som Adele, Burial, Estelle, Radiohead og The Last Shadow Puppets, men det blev i stedet kvintetten Elbow, der vandt for deres fjerde album "The Seldom Seen Kid".


Albummet har fået flotte anmeldelser de fleste steder inklusive her hos GAFFA, hvor de modtog fem stjerner, og deres nu prisvindende udgivelse blev kaldt et "udsøgt og nærværende album".

Det var frontmand Guy Garvey, der modtog prisen på bandets vegne og i sin takketale blandt andet dedikerede prisen til en afdød ven for derefter at takke for æren.

"Dette er helt bogstaveligt det bedste, der nogensinde er sket for os. Jeg ved det forventes, at jeg skal være cool og sige noget reserveret, men det her er bare det bedste, der er sket for os".


The Nationwide Mercury Prize uddeles hvert år til britiske udgivelser fra det forgangne år, og de nominerede vælges på basis af musikalsk kvalitet og ikke pladesalg.

ANNONCE