Nyhed

Gamle danske hits genindspilles

På et nyt album fortolkes kendte danske sange af en række nye musikere, blandt andet A Kid Hereafter

Den 4. oktober udgiver ElektroChok Records dobbelt-albummet "Kender Du Det? – Fortid, Nutid, Altid", hvor ti gamle danske sange har fået ørerne i maskinen af ti danske bands som The Floor Is Made Of Lava, Turboweekend, Tilde og A Kid Hereafter.

Det er i øvrigt A Kid Hereafter (billedet), som har fået lov at lave coverversionen til albummets titelnummer, nemlig ”Kender Du Det?”, som i sin tid blev indspillet af Søren Kragh-Jacobsen. Det skal blive spændende at høre, hvordan det alsidige band har valgt at tackle denne opgave.

De unge talenter har desuden fået lov at lege med numre som Sebastians ”Sørøver Jenny”, Peter Thorups ”Påfuglefjeren” og Povl Dissing og Benny Andersens ”Go Nu Nat”. Sangene er så blevet arrangeret om til nye versioner, der kunne være skrevet i dag.


Albummet er en dobbelt udgivelse, hvor den ene cd er forbeholdt coverversionerne lavet af de nye kunstnere, og den anden cd indeholder remixes af disse coverversioner.

Remixere som Pato, Copyfokking, SuperTroels, SpejderRobot og James Braun har taget hånd om de nye indspilninger og givet dem endnu en omgang i maskineriet.

Franka Abrahamsen, der står bag udgivelsen, er selv sanger og sangskriver og har senest udsendt pladen "The Willfull Neglect". Hun udtaler følgende om projektet:

"Jeg tænkte, at det kunne være spændende at se, om nutidens unge bands også kunne få noget ud af at tolke de gamle tekster og digtere".


De numre, som kan høres på den første cd er følgende:

The Floor Is Made Of Lava – ”Sørøver Jenny” (Sebastian/Bertolt Brecht)
TurboWeekend – ”Lidt Til Og Meget Mer” (CV.Jørgensen / Kasper Winding)
Lampshade – ”Den Støjende Tid” (Nikolaj Nørlund/Michael Strunge)
Tilde - ”Påfuglefjeren” (Peter Thorup/Tom Kristensen)
A Kid Hereafter – ”Kender Du Det?” (Søren Kragh-Jacobsen)
Mads Währens –”Jalousi” (Anne Linnet)
Franka – ”Rose” (Erik Grip/Peter Abrahamsen)
Entakt – ”Du Er Alt Det Jeg Kan Li’” (Lis Sørensen/Anne Linnet)
Juju Fabulous – ”Chile” (Pia Raug / Inger Christensen)
MonkeyCupDress ”Go Nu Nat” (Povl Dissing og Benny Andersen)

”Kender Du Det – Fortid, Nutid, Altid” udgives 4. oktober.


ANNONCE