Nyhed

Metallica på lynvisit i København

I anledning metalgruppens forestående niende album kiggede alle fire bandmedlemmer forbi et lukket arrangement på The Rock i København

I dag udkommer det imødesete, nye album fra Metallica, ”Death Magnetic”, og for at fejre dét deltog hele bandet i går i en kort Q&A-seance, hvor konkurrencevindere stillede spørgsmål, mens specialindbudte fra musikbranchen og musikalske kendisser som Johan Wohlert og Michael Poulsen så til.

P3’s Sorte Spejdere agerede ordstyrere i en times tid, hvor de vindende fans fik svar på alt fra hvilket band, der er verdens næstbedste efter Metallica (UFO ifølge Kirk Hammett) til, om coveret til om det nye album symboliserer de kvindelige genitalier (latter var responsen).

Spejder 1 Anders Breinholt snublede over ordene i det skoleengelske, og Spejder 2 Anders Lund Madsen var i et uhørt ydmygt og tavst hjørne, alt imens småsnakken bredte sig nede bagved blandt branchefolkene.


Q&A-sessionen nåede aldrig ud over hyggestadiet, men det glemte de fleste fans sikkert hurtigt, da de efterfølgende blev fotograferet sammen med bandet.

I aften spiller Metallica i Berlin, men midnatten til i dag nåede de skam også at gennemføre en signing-session i Pisserendens pladeforretning, GUF, hvor ”Death Magnetic” blev solgt et par timer før release.

Hele tusinde fans var mødt op og nåede inden for halvanden time at hilse på idolerne og få et autograferet eksemplar af ”dødsmagneten” hjem til samlingen, inden de fires privatfly sent i nat lettede med kurs mod den tyske hovedstad.


Metallica spiller som nævnt i Berlins nyåbnede O2 World i aften og på mandag i O2 Arena i London. Billetterne til begge koncerter har kostet i omegnen af 50-70 kroner, og er udelukkende blevet solgt til fanklubmedlemmer og medlemmer af MissionMetallica.com.

GAFFA vil være på pletten i London for at dække den ene af de to koncerter, der i øvrigt promoveres som ”special gigs”, hvor den hårdtslående kvartet vil spille en masse sjældenheder frem for det sædvanlige greatest hits-sæt.

ANNONCE