x

Boet efter Michael Jackson vinder appelsag om "Leaving Neverland"

Boet efter Michael Jackson vinder appelsag om "Leaving Neverland"

Lagde sag an mod HBO for brug på fortrolighedskontrakt

Boet efter Michael Jackson har vundet en appelsag mod HBO om den kontroversielle dokumentarfilm Leaving Neverland fra 2019. En film, hvor to mænd, Wade Robson og James Safechuck, anklager den afdøde popkonge for at have begået sexovergreb på dem i slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne, da de var børn, skriver Variety.

Boet sagsøgte film- og tv-selskabet med krav om 100 millioner dollar fordi det mener, at HBO med filmen har brudt en fortrolighedsaftale tilbage fra 1992, som selskabet underskrev for at kunne få lov at optage Jacksons turné Dangerous. HBO mener ikke, at denne fortrolighedskontrakt har noget med Leaving Neverland-filmen at gøre, og at kontrakten i øvrigt er udløbet og udtaler, at boet efter Michael Jackson tværtimod forsøger at true ofre for seksuelle overgreb til tavshed.

Sidste år gav en lavere retsinstans boet efter Michael Jackson mulighed for at indbringe sagen for et voldgiftsnævn, men denne afgørelse blev appelleret af HBO. Nu har en jury på tre dommere ved appelretten ved 9th Circuit Court of Appeal (som dækker det vestlige USA, herunder Californien) imidlertid afvist HBO's indvendinger, og sagen kan altså stadig blive indbragt for et voldgiftsnævn.

"Kontrakten indeholdt en bred voldgiftsparagraf, som dækker påstande om, at HBO nedgjorde Jackson ved at bryde gyldige fortroligheds-forpligtelser," skriver juryen i sin afgørelse. "Vi kan kun afgøre, om parterne har erklæret sig enige om at bringe sådanne påstande for et voldgiftsnævn; det er op til voldgiftsnævnet at afgøre, om disse påstande er fortjenstfulde."

HBO har dog stadig mulighed for at appellere denne afgørelse til samtlige dommere ved 9th Circuit Court of Appeal.

LÆS OGSÅ: Ensidig, men uafrystelig maraton-fortælling om Michael Jacksons angivelige sexovergreb

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA