x

Tina Dickow modtager Kronprinsparrets Kulturpris

Tina Dickow modtager Kronprinsparrets Kulturpris

Det blev Tina Dickow, der er årets modtager af Kronprinsparrets Kulturpris. Prisen er netop blevet uddelt i Operaen i København af Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary.

Prisen, der er på 500.000 kroner og dermed Danmarks næststørste kulturpris, kun overgået af Sonning Prisen på 600.000 kroner, går til en markant dansk kunstner, som man også fremover kan knytte store forventninger til. Prisen blev første gang uddelt i 2005 og gik dengang til filminstruktøren Per Fly. Året efter var det billedkunstneren Olafur Eliasson, og i 2007 gik prisen til skuespilleren Sonja Richter. Tina Dickow bliver altså den første musiker, der modtager prisen.

Ved uddelingen sagde Kronprins Frederik blandt andet:
"Det kræver et særligt talent at skrive sange, der kombinerer den gode melodi og det spændende sprog med personlige og alment vedkommende betragtninger".

Og kronprinsen fortsatte:
"Tina Dickow er en sangskriver, som har modet til at se det modsætningsfyldte og besværlige ved tilværelsen i øjnene, og som evner at formidle det i et ganske særligt og livsbekræftende tonefald, mange kan identificere sig med."

Kan næsten ikke rumme æren
GAFFA har fået en kommentar fra den stolte prismodtager:
- Det er ikke hver dag, man får stukket en halv million i hånden. Og det er heller ikke hver dag, man oplever, at Kronprinsen holder tale om én på direkte landsdækkende tv, mens ens mandhaftige far sidder på forreste parket og fælder stolte tårer. Jeg kan stadig næsten ikke rumme dén store ære. Jeg tror faktisk også, prisen kan få stor betydning for min karriere i udlandet. Det er en fantastisk historie, at man har fået så stor en pris af The Danish Crown Prince!

Tina Dickow regner med at bruge pengene til at rejse endnu mere rundt i verden, end hun plejer, for at hente ny inspiration og arbejde yderligere på at pleje sin internationale karriere.

Tina Dickow er på næste mandag, den 22. september, aktuel med den tredobbelte ep, ”A Beginning, A Detour, An Open Ending”. Fra 31. oktober drager hun på Danmarksturné med en intim besætning kun bestående af hende selv, guitaristen Dennis Ahlgren og den islandske multiinstrumentalist Helgi Jonsson.

I GAFFAs oktobernummer, der er på gaden torsdag den 2. oktober, kan du læse en stor artikel, hvor Tina Dickow selv har skrevet om sin tredobbelte ep og om sine tanker over at vinde Kronprinsparrets Kulturpris.

Ved prisuddelingen i Opereraen søndag aften var der også musikalsk underholdning med Massive Attack og L.O.C. Desuden blev der uddelt en velgørende donation på 250.000 kroner, som i år gik til De Hjemløses Café på Nørrebro.

Tina Dickows hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA