Nyhed

Dopha annoncerer dato for debutalbum – og kører traktor i ny video

GAFFA.dk – alt om musik

Albummet The Game udkommer 22. januar

Dopha har i 2020 haft stor succes med singlerne "The Game" og "Happy for Me", hun har været på turné med Drew Sycamore og optrådt til Kronprinsparrets Priser, og nu annoncerer hun udgivelsesdatoen for sit debutalbum The Game, der udkommer 22. januar.

Samtidig er Dopha klar med musikvideoen til sin seneste single, "Anti Breakup Song", som er optaget i barndomshjemmet i Romalt ved Randers, og som du kan se nedenfor. I en pressemeddelelse udtaler hun:


“Jeg tog hjem til Romalt med nogle af mine venner og optog videoen, så der er både klip fra mit barndomsværelse, som nærmest står uberørt, siden jeg flyttede ud, og med min fars traktor, som matcher min røde Fender Mustang – og de matcher så godt, at det næsten var uundgåeligt ikke at bruge dem sammen. Det er sjovt at køre traktor.”

Debutabummet The Game favner ifølge Dopha såvel det nærværende og skrøbelige som det storladne og poppede. Om albummet siger Dopha:

"Det er først efter, at jeg er flyttet væk fra Romalt, at det er gået op for mig, hvor meget det har betydet for mit liv og musikken at vokse op netop der. Roen og tiden til at drømme. Romalt har sat sine spor i min musik og især i mit første album."


Hun fortsætter: "Da jeg flyttede til København, blev jeg forelsket. Forelsket i idéen om mit nye liv, men også i en rigtig person. Alt var nyt og spændende, og The Game er et billede på, hvordan det har været at være mig de seneste to år – at være ung og flytte fra alt, jeg kender for at jagte drømmen – både i kærlighed og karriere – og at sætte sig selv i en evig position af skiftevis overvejende håb og håbløshed."

Dopha er i øvrigt netop blevet nomineret til musikkritikerprisen Steppeulv for Årets Bedste Sang med "The Game". Priserne uddeles i Bremen Teater 30. januar.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Dopha tryllebandt Odense med uudgivet materiale og international lyd


I januar drager Dopha desuden på sin første store Danmarkstour, der tager hende forbi 13 danske byer:

26/01/21 Pavillonen, Grenå

27/01/21 Train, Aarhus
28/01/21 Værket, Randers
29/01/21 Rampelys, Silkeborg
30/01/21 Harders, Svendborg

03/02/21 Mantzius Live, Birkerød
05/02/21 Kulturmaskinen, Odense
06/02/21 Konfus, Esbjerg

09/02/21 Toldkammeret, Helsingør
10/02/21 Gimle, Roskilde
11/02/21 Bygningen, Vejle
12/02/21 Studenterhuset, Aalborg
13/02/21 Store Vega, København


Se videoen til "Anti Breakup Song":

ANNONCE