Nyhed

C.V. Jørgensen signerer splinternyt album

Forpremiere i Guf midnat mellem søndag og mandag

På mandag d. 27. maj udkommer C.V. Jørgensens første album i otte år, "Fraklip Fra Det Fjerne", men allerede midnat mellem søndag og mandag holder pladeforretningen Guf i Larsbjørnsstræde i København snigpremiere på albummet.

Her har du oven i købet muligheden for at hilse på "ham selv". C.V. Jørgensen vil også signere albums.


"Fraklip Fra Det Fjerne" er opfølgeren til 1994-albummet "Sjælland" og er som dét produceret af Kasper Winding, ligesom trompetisten Flemming Agerskov også denne gang spiller en markant rolle på albummet.


I næste nummer af Gaffa - som er på gaden torsdag d. 30. maj - kan du læse et stort interview med C.V. Jørgensen, der har ry for at være ordknap i interviews, hvilket TV-Avisen gjorde meget ud af at påpege i deres kortfattede interview med ham fredag d. 17. maj. Dét er han imidlertid ingenlunde i selskab med Gaffa.

ANNONCE