x

Bob Mould skriver selvbiografi

Bob Mould skriver selvbiografi

Minnesota-bandet Hüsker Dü var sammen med The Replacements blandt de vigtigste alternative bands på den amerikanske musikscene i midtfirserne.

Bob Mould var bandets primære sangskriver og efter opløsningen i 1987, fortsatte han sin karriere i bandet Sugar, der dog kun nåede at udsende to plader samt et minialbum.

Sideløbende med Sugar satte Mould gang i en solokarriere, der fortsat kører, og striben af udgivelser fra hans hånd forlænges med et nyt album til marts til næste år, der følger op på "District Line" fra i år.

Men sideløbende med musikkarrieren skal Mould nu til at gøre sig som forfatter, når han sætter sig ned sammen med rockjournalisten Michael Azerrad. Han har tidligere skrevet om amerikansk indierock i bogen "Our Band Could Be Your Life", samt dokumenteret Nirvanas karriere i bogen "Come As You Are: The Story Of Nirvana".

Moulds litterære debut skal gennemgå tiden med både Hüsker Dü og Sugar samt solokarrieren, og samtidig beskrive Moulds liv som homoseksuel.

"Jeg har altid set frem til et tidspunkt, hvor jeg kunne fortælle mine historier, besvare de mange spørgsmål om musikken og min livsstil, og hvordan de påvirker den kreative proces".

Sådan siger Bob Mould til Billboard om den kommende biografi, der forventes at ligge klar i efteråret 2010.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA