x

JULEKALENDER-LÅGE 23: Se 7 gange DMA-vindere i genre-sammensurium


Dagen før dagen kan du nyde Trio Mio spille dansk/svensk kontemporær folkemusik.
 
Vi er nået til den næstsidste låge i Spot Festival og GAFFAs julekalender med musikalske overraskelser fra vores afholdte livekoncerter på spillestedet Atlas i hjertet af Aarhus. 
 
Trio Mio har efter eget udsagn et brændende ønske om at give nyt liv til dansk/svensk folkemusik. De spiller musikken på deres egen måde og gør den til nutidig musik, som bibeholder respekt for den tradition hvoraf musikken er rundet. Resultatet er kontemporær folkemusik skabt fra det specielle punkt, hvor traditionen møder nutiden og lader sig inspirere af andre stilarter som jazz og klassisk musik.
 
Den opskrift har indtil videre sikret trioen syv DMA – FOLK Awards for deres arbejde med musikken.
 
Herunder kan du se en enkelt sang fra deres koncert, og øverst kan du se hele molevitten.
 

Siden den 25. oktober i år har Spot Festival sammen med blandt andre GAFFA præsenteret en lang række artister under navnet SPOT Nights. Det er blevet til en masse flotte koncertoptagelser, som vi i løbet af december vil præsentere for jer læsere, som et lille lys i decembermørket.

Initiativet startede som en håndsrækning til de acts, som Spot Festival havde lavet en aftale med til den planlagte festival i maj 2020, der grundet coronapandemien blev aflyst. I stedet er det blevet til 26 showcase-koncerter i intime rammer, hvor omkring 40 publikummer kunne opleve de optrædende live.

SPOT Nights er arrangeret i samarbejde med MXD, ROSA, Promus, HiFi Klubben, GAFFA samt spillestederne VoxHall og Atlas, og bliver til med støtte fra Tuborgfondet og Statens Kunstfond.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA