Clemens udsender gamle ikke-udgivne numre

Clemens udsender gamle ikke-udgivne numre

Rapperen MC Clemens er ved at være klar med en plade, som består af en række ældre numre, der er blevet censureret bort i løbet af de sidste ti år.

Clemens udgav i 1997 albummet ”Regnskabets Time”. Et album, som ifølge rapperens agent Anders Reenberg siden har solgt på et ganske stabilt niveau, hvor genbestillingerne lyder på 1000-2000 eksemplarer om året, hvilket betyder, at det for nylig modtog en guldplade.

I perioden siden 1997 er Clemens' musik ifølge Reenberg blevet udsat for en slags censur, idet man hele tiden har vægtet kommercielle interesser og frasorteret Clemens mest outrerede numre. Specielt i perioden 2000-2005.

Denne tendens førte til, at Clemens i 2003 brød op med branchen og tog sagen i egne hænder, hvorefter han i 2004 udgav det anmelderroste album; "Dans Med Døden", på et independent selskab.

Den udgivelse følges nu op med en udgivelse, der samler det materiale fra rapperens tidlige karriere, der ikke tidligere har fået lov til at komme med på udgivelser. Clemens har pudset de gamle produktioner af og samlet dem på en ny skive ved navn "Det Fortabte Album".

Den nye plade indeholder produktioner fra blandt andet Madness 4 Real, Rune Rask, Copenhainiax, Context og Jooks. Saqib har stået for mastering af lyden.

"Det Fortabte Album" er i handlen den 22. september.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA