x

Henriette Sennenvaldt annoncerer første koncert efter lovprist solodebut

Henriette Sennenvaldt annoncerer første koncert efter lovprist solodebut

Synger på Loppen 24. april

Den tidligere Under Byen-sanger Henriette Sennenvaldt udgav efter adskillige års stilhed sin meget roste solodebut, Something Wonderful i november, og nu offentliggør hun sin første koncert efter udgivelsen – og sin første offentlige optræden siden 2014. Det bliver på Loppen i København den 24. april.

Albummet Something Wonderful er Sennenvaldts første udgivelse med engelske tekster og byder på en stribe langsomme sange præget af især blæsere, alsidigt slagtøj og hendes karakteristiske, hviskende stemmeføring. Udgivelsen fik flotte anmeldelser, blandt andet af GAFFA, og det er indstillet til tre Steppeulve, som bliver uddelt af Foreningen af Danske Musikkritikere på Bremen Teater 25. april.

LÆS OGSÅ:  Tidligere Under Byen-sanger leverer hjerteblod på krævende og forførende udspil

Henriette Sennenvaldt udgav fire album med Under Byen i 1999-2010, og bandet turnerede i både Danmark, Europa og USA trods udelukkende danske tekster. Rolling Stones mangeårige skribent David Fricke har rost dem ved flere lejligheder og kaldte dem blandt andet "måske verdens bedste band", da han skulle præsentere dem på Spot Festival 2003.

Gruppen gik dog hver til sit i al stilfærdighed i 2014. Siden har flere af medlemmerne gjort sig bemærkede i andre sammenhænge. Blandt andre violinsten Nils Gröndahl, der har udgivet et soloalbum og et album med forfatteren Bjørn Friis Thomsen, og pianisten og komponisten Katrine Stochholm, der dog forlod bandet allerede i 2004. Hun udgav sit første soloalbum i 2016 og har et nyt udspil på vej. Bandets tredje og sidste tangentspiller Rasmus Kjær er i øvrigt en del af Henriette Sennenvaldts lineup ved Loppen-koncerten.

Henriette Sennenvaldts band er som følger:

Bjørn Heebøll, trommer
Rasmus Kjær, keys 
Johan Wieth, guitar
Jeppe Skovbakke, bas
Daniel Honore, sax

LÆS OGSÅ: HENRIETTE SENNENVALDT-INTERVIEW: "Jeg er nok generelt langsom"

Billetsalget til koncerten er netop begyndt via Loppens hjemmeside.

Varm op med musikvideoen til "New Skill":

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA