Nyhed

Hør Foo Fighters' nye single – skrevet til Dave Grohls datter

GAFFA.dk – alt om musik

"Waiting on a War" er forløber for nyt album i næste måned

Foo Fighters har netop udgivet en ny single, "Waiting on a War". Sangen er tredje forløber for bandets kommende tiende album, Medicine at Midnight, som er på gaden 5. februar og er efterfølgeren til Concrete and Gold fra 2017. Hør sangen nedenfor.

Sangen begynder afdæmpet med akustisk guitar, men udvikler sig gradvist til et lidt mere rocket nummer tilsat dramatiske strygere.


På gruppens sociale medier har forsanger Dave Grohl beskrevet sangen med følgende ord:

"Da jeg som barn voksede op i forstæderne i Washington, D.C., var jeg altid bange for krig. Jeg havde mareridt om missiler på himlen og om soldater i baghaven, formodentlig på grund af den politiske spænding i begyndelsen af 80'erne og den korte afstand til nationens kongresbygning. Min ungdom blev tilbragt under skyen fra en håbløs fremtid."

Han fortsætter: "Sidste efterår, da jeg kørte min 11-årige datter i skole, sagde hun til mig: 'Far, bliver der krig?' Mit hjerte sank i mit bryst, da jeg kiggede ind i hendes uskyldige øjne, fordi jeg forstod, at hun nu levede under den samme sky fra en håbløs fremtid, som jeg havde følt 40 år tidligere. Jeg skrev 'Waiting on a War' den dag."


"Alle venter på, at himlen skal falde ned. Er der mere i livet end bare det? Er der mere i livet end bare at vente på en krig? For jeg har brug for mere. Det har vi alle. Denne sang er skrevet til min datter, Harper, som fortjener en fremtid, ligesom alle børn gør."

Foo Fighters har tidligere offentliggjort singleforløberne "Shame Shame" og "No Son of Mine" fra det kommende album.

LÆS OGSÅ: Dave og drengene lyder tændte og revitaliserede på album nummer ni



ANNONCE