x

Roger Waters sætter musik til Halfdan Rasmussen-digt

Roger Waters sætter musik til Halfdan Rasmussen-digt

Den tidligere Pink Floyd-hovedmand Roger Waters har sat musik til et digt af Halfdan Rasmussen. I første omgang vidste Waters dog ikke, hvem ophavsmanden til digtet var, og han troede, der var tale om et digt af et ukendt argentinsk torturoffer, som han brugte som første vers i sin sang "Each Small Candle".

Nu har det danske Pink Floyd-/Roger Waters-website pinkfloydhyperbase.dk fundet ud af, at forfatteren til digtet er ingen ringere end Halfdan Rasmussen. Digtet hedder "Ikke Bødlen" og blev udgivet i en dansk digtantologi udgivet af Amnesty International i 1979.

Pinkflyodhyperbase.dk har påpeget ophavsmanden over for Roger Waters’ management, og Waters blev efter sigende begejstret for oplysningen og forsøgte at få arrangeret et møde med Halfan Rasmussen, hvilket desværre ikke kunne lade sig gøre, da denne som bekendt døde i marts.

"Each Small Candle" blev første gang indspillet på Waters’ livealbum "In The Flesh" fra 2000, og det er også med på hans nyligt udsendte opsamling, "Flickering Flame - The Solo Years Volume 1". Halfdan Rasmussen er dog stadig ikke krediteret som medforfatter.

Roger Waters giver koncert i Forum 2. juni, så der er en mulighed for at høre sangen dér.

Halfdan Rasmussens digt lyder sådan:

"Ikke bødlen gør mig bange.

ikke hadet og torturen,

ikke dødens riffelgange eller skyggerne på muren.

Ikke nætterne,

Ikke nætterne,

når smertens sidste stjerne styrter ned,

men den nådesløse verdens blinde ligegyldighed."

Første vers fra Roger Waters’ "Each Small Candle":

"Not the torturer will scare me

Nor the body's final fall

Nor the barrels of death's rifles

Nor the shadows on the wall

Nor the night when to the ground

The last dim star of pain, is held

But the blind indifference

Of a merciless unfeeling world"


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA